Asylansøgeres aktivering hæmmes af bureaukrati og krænkelser

Det danske asylsystem er en paradoksal og bureaukratisk konstruktion, hvor blandt andet tvungen aktivering bringer såvel asylansøgere som medarbejdere ud i krænkende situationer. Det er en af pointerne i ny ph.d.-afhandling fra Sociologisk Institut

Mange af de tusindvis af flygtninge der i øjeblikket kommer til Danmark ender i et af de 51 asylcentre spredt over hele landet. Men den virkelighed de møder her, kan være både forvirrende og ydmygende. Danske asylcentre har nemlig flere forskellige formål, der ikke altid hænger lige godt sammen. På den ene side skal asylcentrene sikre ordentlige forhold og økonomisk bæredygtig hjælp til asylansøgerne, men samtidig må forholdene ikke være så gode, at det ender med at trække flere asylansøgere til landet. Dette har siden asylcentrets etablering i midten af 80´erne medført store problemer, både for asylsystemet og for asylansøgerne selv. Det viser ny ph.d.-afhandling af Katrine Syppli Kohl fra Sociologisk Institut, der undersøger forholdene omkring asylcenterets etablering i Danmark og udviklingen i håndteringen af asylansøgere i præasylfasen.

Fra varmestuedrift til gadeplansbureaukrati
Afhandlingen ser blandt andet på asylcenterets oprettelse i 1984 og udvalgte tendenser i forvaltningen af dets beboere til og med reformen af voksenuddannelses- og aktiveringsprogrammet for asylansøgere i 2003 (VUA-reformen).

Sandholmlejren er Danmarks største asylcenter og dermed et af de steder mange asylansøgere stifter bekendtskab med, når de kommer til Danmark 

Afhandlingen viser, hvordan forvaltningen af asylansøgere i Danmark er et praksisregime, der i stigende grad bærer præg af at være ”governmentaliseret”. Forvaltningen søger at omforme asylcenterets beboere til en ny form for asylansøgere ved at afrette, disciplinere, beskytte og pleje dem med hjælp fra en vifte af forskellige styringsteknikker. Teknikkerne sigter mod at ændre den måde, asylansøgerne forstår sig selv på, og deres fremtidige valg.

- Med etableringen af asylcentret kan man sige, at Røde Kors´ rolle udviklede sig fra varmestuedrift til gadeplansbureaukrati på en totalinstitution. I de første to årtier af asylcenterets historie fik den usikre ventetid på centrene skyld for at nedbryde asylansøgerne psykisk, fysisk, færdighedsmæssigt og moralsk. Asylansøgernes ophold på centrene blev derfor set som direkte skadelige for deres integrationsudsigter. Dengang mente man, at problemerne ville mindskes, hvis asylansøgerne fik mulighed for at fordrive ventetiden med arbejde, siger Katrine Syppli Kohl.

Af hensyn til danske arbejdstagere og for at undgå konkurrenceforvridning var man imidlertid ikke på daværende tidspunkt parat til at give asylansøgere arbejdstilladelse i Danmark. I 2003 indførte man derfor et obligatorisk aktiveringsprogram, der skulle modvirke nedbrydelsen og omskabe de problematiserede asylansøgere til kompetente og integrationsparate individer.

Social deroute
Aktiveringsprogrammet, der skulle fremelske forandringen, har imidlertid ikke haft nemme vilkår i hverdagen på asylcentrene, viser afhandlingen. Medarbejdere og asylansøgere må i deres interaktion håndtere nogle markante paradokser, der er indvævet i asylaktiveringsprogrammets design. For eksempel skal aktiveringsprogrammet forbedre asylansøgernes vilkår, men samtidig sikre, at de om nødvendigt kan tvinges til at bidrage til rengøringen. Paradokserne gør det nødvendigt for både jobcentermedarbejdere og asylansøgere at håndtere risikoen for at tabe ansigt. Den krænkelse, de forsøger at undgå, udgør sammen med manglende ressourcer karakteristiske tryk på asylaktiveringens ambition om at afværge psykisk, fysisk og moralsk nedbrydning af asylansøgeren.

- Det grundlæggende paradoks befinder sig netop i spændingsfeltet mellem ønsket om at drage omsorg for asylansøgernes behov,  magre økonomiske rammer, uvilje til at tiltrække flere asylansøgere og til at forbedre asylansøgernes vilkår på bekostning af danske arbejdstageres. Det giver næsten sig selv, at ikke-integration og ikke-tiltrækning risikerer at karambolere med formålet om at sikre asylansøgernes velbefindende., siger Katrine Syppli Kohl.

- Beboerne på et asylcenter kommer med vidt forskellige ting i bagagen. De har ikke nemmere ved at kommunikere med hinanden, end vi har med dem. Så selvom ideen med at lade asylansøgere hjælpe hinanden med alt fra hårklipning til bukseoplægning er besnærende, så kræver den en vis kvalitetssikring for at blive en succes. Mange oplever den sociale deroute i at gå fra at være et normalt, arbejdende medlem af middelklassen, til en praktikant udi rengøring eller journalistik, som et tungt og nedslående åg. Reformen af aktiveringssystemet fra 2003, der skulle skabe bedre vilkår og forbedrede fysiske, psykiske, moralske  og integrationsmæssige forhold for asylansøgerne har godt nok givet øgede aktivitetsmuligheder for asylansøgerne, men omkostningerne har været store, siger Katrine Syppli Kohl.

Gør aktiveringen frivillig
Ifølge Katrine Syppli Kohl har langt de fleste af asylansøgerne, hvad enten de deltager i aktiveringen eller ej, tabt på reformen. De arbejdsdygtige ender ofte i meningsløse funktioner langt under deres uddannelsesniveau, og selvom de uarbejdsdygtige asylansøgere kan få en særkontrakt, der fritager dem for aktivering, risikerer de samtidig at gå glip af vigtig, tolket information om deres situation, der gives i forbindelse med aktiveringsprogrammet. Reformen er blevet kaldt en succes, men ifølge Katrine Syppli Kohl må man spørge, om den ikke har gjort mere skade end gavn.

- Jeg taler ikke for, at al aktivitet på asylcentrene stopper i morgen. Men obligatorisk aktivitet i form af 10 timers stirren-på-væg per uge gavner selvsagt ingen. Jeg mener at aktiveringsprogrammet bør renses for sin indbyggede spænding mellem at være vilkårsforbedring og redskab til at straffe asylansøgere der ikke gør rent. Pligtarbejde kan man have, for at holde udgifterne nede, eller fordi man synes det er rimeligt. Men hvis aktiveringsprogrammet skal modvirke nedbrydelse og være en reel vilkårsforbedring, skal aktiveringen være frivillig og begrænses til de områder, hvor der er efterspørgsel efter asylansøgernes indsats. Dermed ville det også være muligt at lade asylcentrenes medarbejdere bruge ressourcerne på at skabe indholdsrige og formelt kvalificerende praktikker og uddannelsesforløb.   Mange asylansøgere vil gerne hjælpe og er desperate efter meningsfuld aktivitet. Og det er ikke hensigtsmæssigt at lade alle lide under, at der altid vil være et mindretal, der undslår sig, siger Katrine Syppli Kohl.

Katrine Syppli Kohl forsvarede sin ph.d.-afhandling "Asylaktivering og Ambivalens: Forvaltningen af asylansøgere på asylcentre" ved Sociologisk Institut fredag den 13. november 2015