Den sproglige vending version 2.0

Samfundsvidenskabernes og i særdeleshed den sociologiske forståelse af den såkaldte ”sproglige vending” er forældet og trænger til en opdatering. Det er en af pointerne i ny phd-afhandling af Jens Christian Hermansen, der med sit begreb om ”pragmatisk realisme” forsøger at give en ny forståelse af den sproglige vendings betydning for samfundsvidenskaben

Den sproglige vending, det vil sige det særlige fokus på sprogets afgørende betydning for vores forståelse af verden, er i dag en central del af en stor del af samfundsvidenskaben.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein står med sit begreb om ”sprogspil” som en af de helt centrale faderskikkelser til den sproglige vending. Centralt for Wittgenstein er, at sprogets betydning opstår i dets brug og dermed i en social praksis. Det er ikke noget givet, men derimod noget der får betydning i forhold til den måde, vi bruger det på.

Med sin bog ”Teorien om kommunikativ handlen” bragte Jürgen Habermas sproget og kommunikationen helt ind i kernen af den sociologiske teori. For Habermas er Wittgensteins bidrag til filosofien vigtigt, fordi det fokuserer på begreber som mening og på sprogets betydning for det sociale. Men samtidig forholder Habermas sig kritisk til den indbyggede relativisme, han mener, der er i Wittgensteins teori. Hvis vores sociale relationer ultimativt set blot er en række forskellige sprogspil med egne regler, som vi indgår i på kryds og tværs, hvad sker der så med begreber som sandt og falsk eller rigtig og forkert? For Habermas eksisterer der nogle strukturer og kriterier for gyldighed, der går på tværs af sprogspillene, og dem mener han ikke Wittgensteins sprogspil kan rumme.

Sproget er objektafhængigt

En central pointe i Jens Christian Hermansens afhandling ” The Linguistic Turn in Analytic Philosophy and its Consequences for Social Theory” er, at der er sket en hel del med Wittgenstein forskningen siden Habermas, og at sociologien må tage højde for denne udvikling.

- Den sociologiske tolkning af Wittgenstein og den analytiske filosofi har stået i stampe siden starten af 80´erne. Med udgangspunkt i nyere Wittgenstein forskning udvikler jeg i min afhandling et begreb om ”pragmatisk realisme”. Pointen i dette er, at vi indgår i en form for direkte kontakt med virkeligheden og ikke blot er fanget i diverse sprogspil, som Habermas kritiserer Wittgenstein for. Jeg prøver at vise, hvordan man i de forskellige sprogspil kan tale om en realitet, der viser sig som brud, forstyrrelser, modstand og begrænsninger, siger Jens Christian Hermansen.

- I forhold til Wittgenstein har man fokuseret meget på subjekterne og deres brug af sproget. Jeg vil derimod gerne flytte noget af fokus over på objekterne. Tingenes verden er en del af og griber ind i vores sprogspil. På den måde er sproget ikke bare sin egen ting uafhængigt af verden. Tværtimod kan man sige, at det netop er objektafhængigt, forklarer Jens Christian Hermansen.

Som eksempel nævner Jens Christian Hermansen en simpel køretur i en bil. Hvis man tager et kort frem og begynder at orientere sig efter det kan man komme på afveje, fordi kortet som objekt har evnen til at forstyrre vores verden.

Pragmatisk realisme og kritisk teori

Den sproglige vending har haft stor betydning for en lang række videnskabelige discipliner og metoder som diskursteori, feminisme og kulturteori, men også inden for andre dele af samfundsteorien som for eksempel kritisk teori.

Med sin afhandling ønsker Jens Christian Hermansen at introducere en pragmatisk realisme som fundamentet for de dele af videnskaben, der i høj grad har været påvirkede af den sproglige vending.

- Der er en tradition, der har tænkt selve videnskaben som en række af sprogspil, der afløser hinanden, uden at der er nogen form for universel sandhed, der rækker ud over hvert enkelt sprogspil. Jeg vil sige, at de begreber der gør sig gældende inden for de enkelte sprogspil er hægtet op på en realitet, der i flere henseender rækker ud over selve sprogspillet og som sprogspillene er afhængige af. Hvis en forsker for eksempel studerer celler, så er det ikke altid, at cellerne opfører sig som teorien foreskriver. Der sker en påvirkning af vores sprog gennem realiteten, og i det sker der en læringsproces og dermed en udvikling af sproget, siger Jens Christian Hermansen.

- Hvis man overfører dette til samfundsteorien må man se på, hvordan en pragmatisk realisme kan bruges som tilgang. Kan man for eksempel udvikle et nyt kritikbegreb på baggrund af den pragmatiske realisme? Jeg argumenterer for, at hvis vi skal forstå begreber som ”patologi”, ”falsk bevidsthed” og lignende begreber fra den kritiske teori, så må vi antage en realisme som forudsætning. Det må føre til nye forsøg på at validere en kritisk teori. Hvad er dens gyldighedskriterier? Jeg vil mene, at disse valideringskriterier faktisk allerede er i sprogspillene selv, og at det giver den kritiske teori et tydeligt rum inden for hvilket den kan manøvrere, siger Jens Christian Hermansen.

Jens Christian Hermansen forsvarede sin afhandling ” The Linguistic Turn in Analytic Philosophy and its Consequences for Social Theory” den 18. september ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.