Ny ph.d.-afhandling undersøger rummets påvirkning af vores følelsesliv

Ny afhandling De arkitektoniske rum vi bevæger os i er ikke blot passive baggrundstæpper. Tværtimod sætter de rumlige former ofte deres præg på vores sociale interaktioner og følelser, lyder en af konklusionerne i sociolog Lasse Liebsts ph.d.-afhandling, der baserer sig på statistiske analyser af data fra København og Roskilde Festival.

Den 4. september forsvarer Lasse Suonperä Liebst sin ph.d.-afhandling “Staged, yet Unstaged. Sociological Inquiries into Space and Micro-Interaction”. Afhandlingen undersøger, hvordan rumligt-arkitektoniske former kan være med til at forme sociale rum til at være mere eller mindre følelsesmæssigt medrivende.

Alle har nok oplevet, at en gade i en storby har en særlig opløftet stemning, men det kan være svært at sætte fingeren på, hvad der forårsager dette. Afhandlingen er et forsøg på at kortlægge nogle af de væsentlige rumlige mekanismer, der kan være med til at skabe steder med en sådan opløftet stemning. Sociologien har gennem det sidste årti udvist en stigende interesse for rumlige fænomener: Rummet skal ikke blot forstås som et passivt baggrunds-tæppe for sociale processer, men som et materielt objekt, der gør en forskel for det sociale liv. Afhandlingen har sympati for denne “rumlige vending”, men identificerer også et antal problemer ved den fremspirende rumsociologiske forskningsagenda.

En neo-durkheimiansk rumsociologi

Afhandlingen argumenterer for en tilbagevenden til den durkheimianske traditions social-morfologiske program som den nyere rumsociologi forholder sig tavst, afvisende og således sjældent direkte eller konstruktivt til. Durkheims socialmorfologi tildeler de rumligt-materielle objekter en mere fremtrædende rolle, end hvad kritikere har givet udtryk for. Afhandlingens rumligt-materielle forsvar for den durkheimianske tradition fremføres dog ikke blot af teorihistorisk interesse. Der argumenteres for, at den sociale morfologi, særligt i Marcel Mauss’, Erving Goffmans og Randall Collins’ mikro-ritualteoretiske aftapning, tilbyder et negligeret, men nuanceret, begrebsapparat til at studere, hvordan det sociale livs følelsesbånd formes i et samspil med samfundets rumlige grundlag. Afhandlingen tilbyder en rumsociologisk opdateret version af den sociale morfologi. 

At måle mikro-rummet

Afhandlingen peger på, at rumsociologien befinder sig i den uholdbare situation, at den stigende teoretiske interesse for rummet sjældent modsvares af udvikling af rumligt dedikerede metodologier. Dette gælder særligt kvantitative metoder til at måle og modellere mikro-skala-egenskaberne ved det fysiske rum. Afhandlingen imødegår denne metodologiske mangel ved at bygge tværfagligt bro mellem rumsociologien og den rumlige netværksteori, som de analytiske arkitekter Julienne Hanson og Bill Hillier har udviklet under navnet space syntax-metoden. Space syntaxen er ikke tidligere forsøgt integreret i et specifikt rumsociologisk forskningsdesign.

 Eksempel på en rumlig netværksanalyse af Roskilde Festival

Netværk, densitet og intensitet

På baggrund af ovenstående overvejelser fremsætter afhandlingen hypotesen, at det fysisk-arkitektoniske rum udgør en kausal kontekst for den følelsesmæssige intensitet af sociale mikro-interaktioner. Når sociale grupper bringes i kropslig kontakt, igangsættes en selvforstærkende følelsesmæssig “smitte”, der udkrystalliserer sig i en kollektiv oplevelse af følelsesintensitet. Denne hypotese tager afsæt i Durkheim, Mauss og Co’s argument om, at følelsesmæssig intensitet er korreleret med gruppers sociale densitet.

Med inspiration fra space syntax-perspektivet, foreslår afhandlingen en radikaliseret version af dette klassiske argument. Fremfor at forklare gruppens forsamling og øgede sociale densitet som funktion af deltagernes formålsrettede handlinger, foreslår afhandlingen, at det fysiske rums netværksmæssige egenskaber også har en handlingsmæssig kapacitet til at fortætte og således intensivere gruppelivets kollektive følelser. Stedslige følelsesintensiveringer kan både være produkt af social handlen og netværkshandlen.

Rumstatistiske undersøgelser

Afhandlingens empiriske undersøgelser baserer sig på georefererede suvey- og event-data indsamlet på indre Nørrebro og på Roskilde Festival. Data estimeres statistisk med multilevel- og rumregressions-modellering, og afhandlingens kausalhypotese testes i tre empiriske delundersøgelser: 

• Det første studie undersøger, hvorvidt Hilliers space syntax-baserede teori om byer som bevægelsesøkonomier også har empirisk relevans for forklaringen af byens oplevelsesmæssige attraktionsværdi. Hillier antyder eksistensen af en sådan sammenhæng, som imidlertid ikke tidligere er forsøgt direkte testet. Efter kontrol for individvariable peger analysen på, at byens rumlige netværk yder et positivt bidrag til den attraktive byoplevelse.

• Afhandlingens andet studie tester Collins’ forklaring af kollektiv opbrusen; dvs. den intense kollektive oplevelse af at være del af en succesfuld interaktionsproces. Analysen peger på, at rummet har en mere direkte effekt på den kollektive opbrusen, end hvad Collins umiddelbart lægger op til. Rummet udgør ikke blot en hindring for mikro-rituel aktivitet, men er også med til at konstituere dennes intensitet. Denne og den forrige analyses statistiske resultat bekræfter afhandlingens kernehypotese.

• Ovenstående billede kompliceres af afhandlingens tredje analyse, der undersøger de rumlige mekanismer, der driver skabelsen af “hot spots” af medkreativ festivaladfærd. Mens de to ovennævnte undersøgelser konkluderer, at bevægelsesdensitet bidrager positivt til den stedslige intensitet, er sammenhængen negativ i dette tredje studie. Dette peger på, at bevægelsesdensitet både kan være ophav til attraktive intensitetsfølelser og en stressende over-intensivering.

Disse resultater modsiger dog ikke hinanden, men skal forstås kropssociologisk. Det er fordi, den studerede medkreative aktivitet gennemføres siddende midt i gaderummet, at de mest bevægelsesintensive rum fremstår stressende over-intensiverede og således er negativt korrelerede med denne kropsaktivitet. Dette står i kropssociologisk kontrast til de to førstnævnte studier, hvor det hhv. at stå midlertidigt i bevægelsesstrømmen og det at observere bevægelsesstrømmen fra en vis afstand udgør bedre kropstekniske udgangspunkter for at opleve den rumligt fortættede bevægelsesdensitet som en positiv kilde til at være der, hvor tingene sker.

Lasse Liebst forsvarer sin afhandling den 4. september kl 13.00 på CSS