17. april 2015

Verdens bedste pensionssystem er under pres

Danmark har noget nær verdens bedste pensionssystem. Det er der bred enighed om både nationalt og internationalt. Kombinationen af offentlige ydelser og kollektive ordninger samt private opsparinger gør, at Danmarks system meget præcist svarer til, hvad eksempelvis Verdensbanken anbefaler på pensionsområdet. 

Men det danske pensionssystem har sine tydelige svagheder, og i nogle tilfælde mindsker komplicerede regler og samspillet mellem offentlige og private pensioner incitamentet til at arbejde og spare op. Det er nogle af konklusionerne i et nyt forskningsnotat af professorer emeritus ved FAOS Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, der har udarbejdet notatet på foranledning af Pensionskommisionen.

Notatet peger også på, at den høje sammensatte beskatningsgrad kan blive en bombe under systemet, fordi fagforeningsmedlemmernes hidtidige positive opbakning risikerer at forsvinde. 

Ineffektive regelændringer

I forbindelse med Pensionskommissionen, der blev nedsat i maj 2014 og skal afslutte sit arbejde i efteråret 2016, er de to professorer

blevet bedt om at komme med et oplæg, der fokuserer på fire forskellige dilemmaer/problemstillinger i det danske pensionssystem:

- De indbyggede samspilsproblemer der opstår mellem offentlige ydelser og privat finansierede pensioner. Herunder også problemet med restgruppen af borgere, der står uden for det kollektive overenskomstsystem.

- Pensionsselskabernes rådgivningsdilemma i forhold til varetagelse af overordnede samfundsøkonomiske interesser og medlemmernes individuelle interesser.

- De nye muligheder for at neddrosle pensionsopsparingen til fordel for nedsat arbejdstid mv. Kan dette ses som et udtryk for faldende opbakning til AMP?

- De offentlige reglers betydning for arbejdsmarkedspensionerne – herunder ikke mindst de negative effekter af hyppige justeringer af regelsættet.

På baggrund af ovenstående konkluderer notatet blandt andet, at:

”De hyppige skift i reglerne vedrørende beskatning og modregning har skabt en situation, hvor incitamentet for opsparing i AMP er lavere for lavtlønnede end for højtlønnede, er lavere end incitamentet til anden opsparing f.eks. i aktier eller ejerbolig, er lavere sent i arbejdslivet end tidligt i arbejdslivet, hvor opsparingsevnen typisk er begrænset, og derudover også kan være lavere end incitamentet til private pensionsopsparinger, fordi disse giver bedre mulighed for individuelt valg mellem pensionstyper. Regelændring efter regelændring har peget i retning af at mindske det effektive efter-skat realafkast af opsparingen. Det er en farlig tendens i et system, hvor indbetalingerne er styret af overenskomster, og hvor de eksisterende aftaler kan ændres, hvis medlemmernes opbakning svinder”.