Fremtiden tilhører hverken Le Pens lokale eller Macrons globale verden – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sociologisk Institut > Om instituttet > Sociologisk Institut i pressen > Fremtiden tilhører hve...

09. maj 2017

Fremtiden tilhører hverken Le Pens lokale eller Macrons globale verden

Undervisningsassistent og specialestuderende, Nikolaj Schultz, fik d. 05.05 bragt sin kronik om det franske præsidentsvalg i Information.

Frankrig holder vejret. Vil den unge, moderate Emmanuel Macron trække sig sejrrigt ud af præsidentvalgkampen, eller ender højrefløjens Marine Le Pen med at flytte ind i Élysée-palæet?

Meningsmålerne lover sejr til Macron, men politiske kommentatorer advarer imod at tage det for givet. Brexit og Trump lærte os, at populismens valglogik kan overraske.

Sidst Frankrig var centrum for så stor politisk bevågenhed, var da FN’s COP21-klimatopmøde løb af stablen i december 2015. Det var ikke indholdet i den lidt vage aftale, der gjorde COP21 til en historisk begivenhed. Faktisk var det bemærkelsesværdige, at der ville være brug for fem-seks jordkloder, hvis de deltagende lande følger de udviklingsmål, de angav op til topmødet. Med andre ord: Jorden kan ikke understøtte visionerne om modernisering.

Set i lyset af den massive interesse for COP21 er det overraskende, at klima- og miljøspørgsmålene nærmest ikke har spillet nogen rolle i den franske præsidentvalgkamp.

Klimaspørgsmålet har tabt til emner som jobskabelse, eliternes magt vs. folkets afmagt, EU, globalisering og immigration. De politiske kommentatorers analyser har især fokuseret på begrebet populisme, og nu, forud for anden valgrunde, koges valget ned til det globale versus det nationale.

Populisme og klima

Det paradoksale er, at sammenhængen mellem klimaspørgsmålet og de spørgsmål, som har domineret den franske valgkamp, er afgørende vigtig. Vil man forstå den, kan man lade sig inspirere af den verdenskendte filosof Bruno Latours tanker. Som en af de vigtigste nulevende, franske intellektuelle, har han de seneste 20 år argumenteret for nødvendigheden af økologisering frem for modernisering.

Ifølge Latour kan spørgsmålet om populisme ikke skilles fra spørgsmålet om klima. Ser vi på populismens amerikanske ansigt, markerer Trump det første politiske projekt, som primært er drevet af miljø og klima. Desværre blot negativt i form af benægtelsen.

Når Trump planlægger at genrejse Amerika, samtidig med at han trækker sig ud af globaliseringsprojektet, giver det ifølge Latour kun mening, hvis han samtidig benægter klimaets tilstand, og herved bringer kul og olie tilbage i centrum af økonomien.

Realismen i Trumps projekt er altså afhængig af klimaskepticismen. Man kan tilføje, at Trumps fornægtelse af menneskets rolle i klimaforandringerne lagde fundamentet for hans alternative fakta. For hvis du kan benægte hardcore naturvidenskabelige fakta, så kan du benægte alt.

Forvirret politisk kompas

Trumpismens virkelighedsfornægtelse repræsenterer for Latour det ultimative, absurde politiske nybrud, baseret på en jordisk eskapisme: Drill, baby, drill! Nybruddet må forstås som et alternativt koordinat i det to-delte politiske koordinatsystem, vi finder i den franske valgkamp. Et system, som allerede er kommet til kort.

I dette system finder vi på den ene side kandidater som Macron, der drømmer om øget globalisering, kapitalismens udbredelse, det transnationale. Business as usual. Men Macrons drøm om vækst via det globale  – ja, selve hans globale drøm – er umulig, det viser det truende økologiske sammenbrud og den globale ulighed os.

På den anden side ser vi Le Pen, som drømmer sig tilbage til landet, det lokale, det nationale. Men den isolerede nationalstat er umulig på grund af globaliseringens manifestationer samt de globale risici, verden står over for.

Med andre ord: Ingen af de koordinater, som vores politiske kompas indeholder, kan fungere som normativ retningsgiver for politisk orientering. Ingen af de to territorier, som Macron eller Le Pen drømmer om, eksisterer længere. Dette forstod Trump … og han besluttede sig derfor for at forlade Jorden.

Vores territorium forsvinder

Det politiske koordinatsystem har brug for et nyt koordinat. For Latour er det åbenlyst, at det må konstrueres med udgangspunkt i den økologiske krises normative implikationer. Vi lever i den antropocæne geologiske epoke, hvor grænsedragningen imellem, hvad der er naturligt, og hvad der er kulturelt, er blevet udvisket. Set i det lys havde den socialistiske kandidat Benoît Hamon mest at byde på. Ikke fordi han hverken var ultranationalist eller eliteneoliberalist, men fordi han forsøgte at orientere sit politiske kompas imod Jorden og dens reaktioner på, hvordan vi behandler den.

Skal man skabe tilslutning til en sådan politiske orientering, må den økologiske krise først og fremmest gøres nærværende. Her har øko-aktivister og politikere ifølge Latour fejlet i årtier. Det nytter ikke noget at snakke om ’naturen’ eller ’miljøet’. Kategorierne er for distancerede og abstrakte. Vi må i stedet forstå, at økologi grundlæggende er et spørgsmål om noget ekstremt nært: om territorie og eroderingen af land.

Og her opstår en ny forståelsesramme. Vi europæere deler nemlig skæbne med de millioner af flygtninge, som pga. krig og klimaforandringer leder efter et sted, hvor de og deres børn kan leve. Vi ser alle vores territorium forsvinde.

Vi, de gamle europæere, fordi der ikke længere er et territorium, en planet, der kan rumme den globalisering og modernisering, vi blev lovet. Dem, de fremtidige europæere, fordi de har været nødt til at forlade deres gamle, ødelagte lande.

Immigrationen og den nye klimasituation udgør, ifølge Latour, således én og samme fare. Territorieløsheden er det nye fælles vilkår. Vi ser alle jorden smuldre under vores fødder. Det er det, vi har tilfælles; ’os’ og ’de andre’. Spørgsmålet er, hvordan vi tackler dette skæbnefællesskab.

Jagten på nyt territorium

Le Pen og de, som drømmer sig tilbage til det nationale, har svaret klar: Vi lukker grænserne. Men som vi så, så eksisterer den isolerede nationalstat ikke længere. Global afhængighed og globale risici har for længst eroderet dette territorium. Nationalstaten, er – som sociologen Ulrick Beck engang skrev – en »zombiekategori«. Man kan måske holde menneskeflygtninge ude, men klimaets migranter er ikke kun humane. Ingen mur kan stoppe kysterosion, forurening, manglende ressourcer etc.

Opgaven bliver således ifølge Latour, at »kopositionere en fælles verden«, at finde et territorium, hvor såvel humane som non-humane flygtninge kan leve sammen i nogenlunde harmoni. Hinsides macronske forestillinger om det globale og le-penske forestillinger om det nationale, vel at mærke. Og da USA og Trump har valgt klimafornægtelsens eskapisme, er det nu op til Europa selv at finde et sådan territorium.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk sagde engang, at EU var den samling af nationalstater, som havde opgivet drømmen om imperiet. For Latour vil det være katastrofalt, hvis The Empire Strikes Back. EU er nemlig ikke blot den mest avancerede politiske innovation nogensinde, det er også vores sidste mulighed for at realisere det nødvendige politiske alternativ til det lokale og det globale: Et nyt territorium, som imødekommer den nye symmetri, det skæbnefællesskab, Vesten deler med resten af verden.

Nikolaj Schultz, Fremtiden tilhører hverken Le Pens lokale eller Macrons globale verden, Information, d. 05.05.2017.