Passion for et bæredygtigt samfund – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sociologisk Institut > Om instituttet > Sociologisk Institut i pressen > Passion for et bæredyg...

25. oktober 2017

Passion for et bæredygtigt samfund

Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesens ' Hvad skal vi svare?' kan som debatbog forhåbentlig hjælpe med til at få klimakrisen sat på dagsordenen. Men som sociologisk og filosofisk bidrag er den problematisk, skriver undervisningsassistent ved SI Nikolaj Schultz i denne anmeldelse i Politiken

Galileo var i 1633 på flugt fra inkvisitionen, der ønskede ham dømt for hans påstand om, at Jorden bevægede sig rundt om Solen, ikke vice versa. Trak han den ikke tilbage, ville han dø. Men i stilhed hviskede Galileo: »Den bevæger sig dog alligevel«. Uanset hvad kirken dikterede.

Som filosoffen Michel Serres bemærker, så er klimaforskerne oppe imod lige så stærke kræfter, da de 350 år senere ændrede Galileos sætning og råbte: »Den bliver dog bevæget alligevel«. Et verbum tilføjet, en helt ny verden. Jorden bliver bevæget. Uanset hvad markedet dikterer.

Det er råbet om denne nye verden, som den norske filosof Arne Johan Vetlesens og den danske sociolog Rasmus Willigs (V&W) bog ' Hvad skal vi svare?' tilslutter sig. Bogen bør læses, for dens passion for et bæredygtigt samfund er afsmittende. Men analyserne er problematiske.

Ifølge forfatterne må bogen forstås som et sociologisk-filosofisk ' kampskrift', et forsøg på at genstarte den samfundskritik, vi har brug for for at vriste os fri af en flerspektret ' fælde', vi som civilisation er fanget i. En fælde, som umuliggør handling efter klimaforskernes anvisninger.

Vi er ifølge V&W 1) fanget under en »entreprenant ideologi« og dens drøm om, at teknologi kan redde os fra klimakatastrofen.

Vi er 2) fanget i en jagt på status på sociale medier. Vi er 3) fanget af neoliberalismens forandringskrav.

Desuden 4) fanges vi i benægtelse af klimaets tilstand, som muliggøres, fordi vi 5) er fanget i en følelsesmæssig afkobling.

Neoliberalismen 6) fanger os endvidere i en rovdrift på vores indre og den ydre natur.

Endelig er vi 7) fanget i et »intetsigende forbrug« blandt andet af 8) fossile brændstoffer. Sluttelig 9) fanges vi i falsk optimisme, som gør os ukritiske.

Således vandrer mennesket altså rundt i samfundet, fremmedgjort for sig selv, andre og naturen under neoliberalismens ideologiske tvang.

Fængende...? Ja, men ikke på den gode måde.

Det problematiske ved analysen er især dens sociologisk fatalisme og paternalisme, som synes at fratage folk enhver kapacitet for handling og kritik hinsides magten.

Bogen opildner til handling, men teoretisk er det svært at se, hvordan vi skal kunne gribe vores »små chancer for at slippe fri« af fælden, når vi er fremmedgjorte i alle livets aspekter. Praktisk er det tvivlsomt, at man mobiliserer nogen til bæredygtighed ved at fortælle dem, at de »lever falske liv«.

DA DEN FRANSKE sociolog Luc Boltanski i 80' erne gjorde op med sin læremester Pierre Bourdieus kritiske sociologi, var årsagen, at sociologen havde taget monopol på kritik og moralsk refleksion, mens menneskers handlinger og dømmekraft reduceredes til udtryk for magt.

Sociologien måtte fornys: Den måtte tage folk og deres udlægninger seriøst.

Et eksempel på en sådan sociologi finder vi sjovt nok i Willigs sidste bog ' Afvæbnet Kritik' (2016), som kortlagde folks kritiske kapaciteter på arbejdsmarkedet samt afvæbningerne heraf. Heri stødte folk på magt, men de reduceredes ikke til den.

Havde V&W ladet sig inspirere heraf, havde de næppe konstateret, at fremmedgørelse »nærmest kan forklare det meste, når det gælder klimakrisen«. En konklusion, som foruden at være paternalistisk bliver alt for storladen.

Når V&W skriver, at klimakrisen må gøres mindre abstrakt og mere nær, så har de ret, men de ser ikke, hvorledes en reduktion af denne til en »falsk samfundsmodel« eller til »fremmedgørelse« gør det modsatte. Disse grandiose forklaringer vil om noget »forskyde kritikken«. Og så når vi frem til bogens primære filosofiske problem: dens begreb om ' naturen' som det, »der består af ikkemenneskelige arter og former for liv samt det uorganiske«. En sådan forståelse af naturen kan umiddelbart virke almengyldig. Men ideen om naturen som et afgrænset, objektivt domæne af virkeligheden med »egne love«, hinsides det menneskelige, stabiliserede sig faktisk først sent i historien, ikke mindst som resultat af den moderne naturvidenskabs fødsel.

Følger vi filosoffer som eksempelvis William James eller Alfred N. Whitehead, har et sådant afgrænset domæne, en distinkt skelnen imellem naturen og kulturen, aldrig eksisteret.

Men i antropocænen - vores nye, geologiske epoke, hvor mennesket forstås som den primære, geologiske force - bliver en sådan forståelse af naturen først svær at tro på. Heri er det jo netop menneskene, som skaber Jorden, og Jorden skaber os. Jorden bliver bevæget. Hvordan kan naturen nogensinde blive »et mål i sig selv«, når den i den grad har vist sig ikke at eksistere i sig selv? Og de filosofiske betragtninger har praktiske implikationer. Filosofferne Bruno Latour og Timothy Morton argumenterer begge for, hvad der umiddelbart synes at være et paradoks: Ideen om naturen er den politiske økologis primære problem.

Hvorfor? Fordi ud over altså at referere til et rent, objektivt og indiskutabelt domæne af virkeligheden er naturbegrebet alt for bredt og omfangsrigt til at kunne mobilisere noget som helst. Ligesom ideen om en »falsk samfundsmodel« gør ' naturen' således økologiske spørgsmål abstrakte frem for nære.

Så når V&W eksempelvis vil, at vi skal skabe »følelsesmæssig kontakt« til naturen, så gentager de ikke blot, hvad økobevægelser uden held har bedt os om siden 70' erne. De forskyder samtidig selv kritikken ved at referere til et abstrakt domæne af virkeligheden, som ikke eksisterer.

Politisk økologi handler først og fremmest om tab af territorium samt nye, bekymrende måder, som humane og nonhumane kræfter fletter sammen på. For at kunne artikulere disse har vi brug for et langt mere nært, hybridt sprog end det, som V&W tilbyder os.

En pointe, der har svært ved at trænge gennem en fremmedgjort bevidsthed?