Præfaktuel diagnose – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sociologisk Institut > Om instituttet > Sociologisk Institut i pressen > Præfaktuel diagnose

24. maj 2017

Præfaktuel diagnose

Der er ikke meget, der tyder på, at vi lever i et særlig postfaktuelt samfund. I værste fald kan ideen ende med at blive en selvopfyldende profeti, skriver lektor Anders Blok i sin kronik i Weekend Avisen d. 19. maj 2017.

På kort tid er det lykkedes en masse mennesker i de meningsdannende klasser at overbevise hinanden om, at vi lever i en postfaktuel samtid. Trumps alternative fakta, irrationelle Brexit-tilhængere, falske nyheder på sociale medier og speltsegmentets modstand mod HPV-vacciner blandes sammen i en heftig cocktail af alt det, som vi i de højtuddannede samfundslag ikke bryder os om. Samtidig har to analytiske filosoffer, Vincent Hendricks og David Budtz Pedersen, tilbudt os begrebet om det postfaktuelle demokrati. De kan næppe holdes ansvarlige for den måde, begrebet er blevet brugt og udbredt på, men sammen med de førnævnte forhold har det sået kimen til en stærk overbevisning – så stærk, at den kan bringe folk på gaden i demonstration, som vi så det med forskermarchen 22. april.

Der er god grund til at stille kritiske spørgsmål til den måde, forholdet mellem videnskab og samfund udvikler sig i disse år. Og der er al mulig grund til, at journalister og andre kalder alternative fakta og falske nyheder, hvad det er, nemlig simpel løgn. Der er bare samtidig ikke rigtig noget der tyder på, at samfundsdiagnosen om det postfaktuelle demokrati er rigtig. Hvad værre er: Diagnosen er velegnet til at blive en problematisk selvopfyldende profeti, når den misbruges af journalister, politikere og andre. Det var vist ikke meningen, at vi skulle mobiliseres til kamp for fakta og videnskab ved hjælp af en præfaktuel samfundsdiagnose?

Ideen om det postfaktuelle demokrati kan opdeles i to underteser. For det første siges det, at tidligere tiders fakta-baserede parlamentariske politik er blevet afløst af mere følelsesbaserede processer. For det andet, at borgernes respekt for og tillid til videnskabelig ekspertise som kilde til solid viden er kraftigt faldende. Ingen af teserne viser sig ved nærmere eftersyn at have særlig meget talende for sig.

Hvad angår den første tese, så har forholdet mellem videnskab og politik i moderne samfund aldrig været hverken enkelt eller ensidigt. Der har aldrig eksisteret et »faktuelt demokrati«, hvis man med dette mener et demokrati, hvor videnskabelige fakta uden debat, oversættelse, tilpasning eller afvisning er blevet omsat i praktisk politik. I det antikke Grækenland drømte Platon sig ganske vist til et system, hvor al magten lå hos de oplyste filosofkonger. Vi gør klogt i at afvise sådanne teknokratiske dystopier.

Moderne velfærdsstater som den danske har et stort og voksende behov for styringsorienteret viden, som i første omgang dækkes af bureaukratiets økonomiske og juridiske professioner. Herudover opsøger staten i stigende grad en bred vifte af ekstern ekspertviden, som det ses i den tiltagende brug af konsulentydelser, tænketanke, ekspertkommissioner og lignende. Dette i takt med, at ekspertkilder fylder mere i det etablerede mediebillede end nogensinde før.

Pointen er, at ingen af disse udviklinger tyder på postfaktuelle tendenser i vores officielle politiske liv – faktisk tværtimod. Vi lever i et demokrati gennemsyret af eksperter og ekspertise. Hvis journalister fordrejer forskningsmæssig viden eller politikere håndplukker forskere ud fra synspunkter snarere end kvalifikationer, så skal disse forhold kritiseres. Det samme gælder, når borgernes relevante viden tilsidesættes i den offentlige debat. Ideen om det postfaktuelle demokrati skjuler imidlertid blot disse forhold under en vag og misvisende fornemmelse af, at ingen lytter til ekspertviden.

Det bringer os videre til tesen om, at borgernes respekt for og tillid til eksperternes viden skulle være kraftigt faldende de senere år. Temaet er veludforsket, blandt andet af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Nogle hovedresultater kan opsummeres således: Tillid til eksperter er ulige fordelt i samfundet, ikke mindst langs akser af alder og uddannelsesniveau. Men generelt set gælder, at tilliden er relativt høj i Danmark, sammenlignet eksempelvis med et land som USA, og der er ingen stærke tegn på, at tilliden til universitetsforskningen har været faldende i de senere år.

Modargumenterne står selvsagt i kø: hvorfor bliver så mange da opslugt af irrationelle meningsbobler på de sociale medier? Hvorfor vokser vaccinemodstanden? Hvorfor gør vi ikke mere ved klimaudfordringerne?

For at starte bagfra: at vi gør så relativt lidt ved klimaudfordringerne, har i et land som Danmark meget lidt at gøre med den såkaldte klimaskepsis, der i lande som USA og Australien aktivt modarbejder den videnskabelige evidens for menneskeskabt global opvarmning. Det skyldes langt snarere, at vi som borgere og som samfund her leder febrilsk efter farbare veje ud af et problem, der rækker grundlæggende ind i vores markedsøkonomi og vores livsstil. Der er ikke ret meget postfaktuelt på spil.

Omkring vacciner er der sandt nok tale om en ikke ubetydelig folkelig mistillid til en bestemt gren af den statslige, lægefaglige ekspertise. Uagtet, at en del vaccinemodstand kolporterer stærkt tvivlsomme argumenter, så er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at det brede mønster skal forklares med en pludselig spredning af antividenskabelige værdier. Det skal snarere forstås i lyset af den måde, på hvilken konkrete patientgrupper oplever at få deres usikkerhed om bivirkninger mødt i det professionelle sundhedsvæsen – og her hjælper det næppe at afvise enhver dialog om risici med henvisning til dumme og fakta-resistente borgere.

Hvad angår den generelle beskyldning mod de sociale mediers kollektive ufornuft må det igen bemærkes, at der efterhånden findes et hav af socialvidenskabelige undersøgelser af disse mediers demokratiske rolle – samt at denne forskning tegner et substantielt anderledes billede end, hvad det postfaktuelle argument hævder. For hvert eksempel på irrationelle meningsbobler kan der således findes tilsvarende valide modeksempler, hvor de sociale medier fremmer en kvalificering af den offentlige samtale til gavn for demokratiet. Vi kan ikke lukke dette flertydige felt ned i en postfaktuel boks.

Når folk som politiker Henrik Dahl fra Liberal Alliance fremfører det synspunkt, at irrationelle modestrømninger som postmodernisme og socialkonstruktivisme på den humanvidenskabelige gren af universiteterne har banet vejen for postfaktuelle tilstande, så er vi langt ude på spekulationernes overdrev. Der er altså ikke noget, der tyder på, at udbredt relativisme og accept af alternative fakta udgør et reelt samfundsproblem.

Efter min opfattelse er diagnosen om det postfaktuelle samfund derimod velegnet til at forplumre en række af de tendenser i den aktuelle universitets- og forskningspolitik, som der faktisk er ganske god grund til at kritisere. Det drejer sig om de seneste 20-30 års tiltagende tendenser til øget statslig kontrol med universiteterne, på forsknings- og uddannelsessiden, samt de hermed forbundne tendenser til nedprioritering af den frie forskning på bekostning af erhvervs- og interessestyret anvendt forskning. Her er tale om vigtige forskningspolitiske kampe om prioriteringer og midler, men vel at mærke mellem parter, der alle anerkender værdien af forskellige former for forskning og sandhedssøgen.

Som begrebet anvendes i samfundsdebatten er det postfaktuelle demokrati imidlertid blevet led i en bredere kultur- og klassekamp, der handler om alt muligt andet end forskningspolitik. Her må populistiske politiske strømninger som Trump og Brexit blot afkodes på helt andre præmisser. Almindelig samfundsvidenskabelig fornuft tilsiger, at disse strømninger først og fremmest handler om tiltagende socioøkonomisk ulighed, politisk marginalisering af voksende befolkningsgrupper og etnisk-religiøst had, mistillid og fremmedgørelse. Alt sammen problematikker, der bliver definerende for vores samfund fremover, og som man forstår meget lidt af, når man har sagt postfaktuelt demokrati.

Når det kommer til vacciner, klima og den slags, så har vi faktisk allerede ganske gode samtidsdiagnoser, der hjælper os til at forstå udfordringerne i relationen mellem videnskab og samfund bedre. Det gælder den idé om risikosamfundet, som den nu afdøde tyske sociolog Ulrich Beck formulerede allerede i 1980erne; og det gælder hele det veletablerede forskningsfelt, der kaldes videnskabs- og teknologistudier. Det er karakteristisk for begrebet om det postfaktuelle demokrati, at det endnu mangler at stå sin prøve i disse relevante forskningsfællesskaber, hvor videnskabens fornuftige gensidige kritik foregår. Ironisk nok er begrebet selv derfor en sjældent god illustration af sine egne påstande.

Artiklen blev første gang bragt i Weekend Avisen d. 19.05.2017.