Den danske flexicurity-model har de seneste år været genstand for meget opmærksomhed både i Danmark og internationalt. Der er fokus på det, der er blevet kendt som 'den gyldne trekant', et billede på den lette adgang til at ansætte og afskedige folk, der ledsages af en høj indkomstdækning ved ledighed og en aktiv arbejdsmarkedspolitik med fokus på omskoling og efteruddannelse. Mens 'den gyldne trekant' således er omdrejningspunktet i flexicurity-debatten, er spørgsmålet imidlertid om dette nødvendigvis repræsenterer kernen i dansk flexicurity.

Dette forskningsnotat af Katrine Søndergård baseret på et komparativt studie af franske og danske virksomheder, peger på relevansen af en bredere definition af flexicurity, hvor ikke alene fleksibel regulering og komplementære elementer af social sikkerhed, men også kulturelle og strukturelle egenskaber ved selve forhandlingssystemet, ses som en del af den danske flexicurity-model. Studiet peger på at ikke mindst forskellige traditioner for fagbevægelse og forskellige indstillinger til fleksibilitet blandt medarbejderne på virksomhederne i de to lande, har betydning for udviklingen af forskellige strategier for flexicurity på virksomhederne. Analysen viser, at en forhandlingskultur baseret på konsensus og tillid mellem parterne er gunstig for muligheden for at skabe aftaler, der på én gang er fleksible og giver en oplevelse af tryghed. Dermed sættes der fokus på betydningen af kulturelle aspekter af den sociale dialog for flexicurity på virksomheder og på arbejdsmarkedet generelt.

Politikere og eksperter fra Frankrig såvel som andre europæiske lande har gennem de senere år fremhævet dansk flexicurity som et forbillede. Dette spørgsmål om, hvorvidt den danske flexicurity-model kan eksporteres til andre lande, er ligeledes et tema i notatet. Studiet viser bl.a. at forhandlinger baseret på tillid og konsensus er et vigtigt element i den danske virksomheds flexicurity-strategier, og at en mere konfliktorienteret fagforeningskultur på den franske virksomhed hæmmer udviklingen af konstruktive flexicurity-arrangementer. I notatets konklusioner peges der således på, at virksomhedernes flexicurity-strategier i stor udstrækning er institutionelt (og dermed nationalt) forankret, og at en direkte eksport derfor umiddelbart forekommer vanskelig.