Med henblik på at blive fortrolige med tilværelsens vilkår er det
fænomenologiens opgave at beskrive bevidsthedens struktur og
det, der træder frem i den. I denne artikel betragtes menneskets
eksistens inden for førstnævnte sigte med udgangspunkt i Søren
Kierkegaard og William James’ opfattelse af henholdsvis ”Existens”
og ”pure experience”. I fremstillingen beskrives den
menneskelige eksistens som en proces, hvor individets livserfaring
spejler sig i dagliglivets spontane bevidsthed, og hvor
dagliglivets spontane bevidsthed finder resonans i individets
livserfaring. Argumentet er, at det emotionelle liv former den
menneskelige eksistens ved en levende relation mellem det aktuelle
og individets emotionelle erfaringsverden. Derved konstitueres
eksistensen som en følelse af at være sig selv, svarende
til det, som James kalder ”I” eller ”pure ego”, og som Kierkegaard
benævner ”Aand” eller ”Selv”. Under særlige omstændigheder
transcenderer denne hverdagslige eksistens sig selv i
en intens emotionel oplevelse, hvorved en flygtig emotionel
erfaring konstitueres i en sanselig form med øget personlig
integritet som resultat.