Med afsæt i Žižeks dialektiske psykoanalyse diskuterer artiklen, hvordan fyrede fag- og ufaglærte arbejdere ideologisk håndterer finanskrisens traumatiske rystelse af deres livssituation som forbrugere. Der peges på, hvordan arbejderne længes efter to potente Fædre, der begge inkarnerer et håb om, at der er en nydelsesmæssig vej ud af krisen: Således fantaserer arbejderne på overraskende vis dels om, at finansmanden Stein Bagger i kraft af sine finansielle perversioner har en særlig viden om, hvordan nydelsen i forbrugssamfundet igen bliver mulig. På afpolitiseret vis tilskrives Stein Bagger den handlekraft, som krisen har blotlagt, at de folkevalgte politikere mangler. I forlængelse af denne fantasmatiske afpolitisering peges der dels på, hvordan dele af arbejdernes ideologiske fantasmer balancerer på en ”proto-fascistisk æg” med forestillingen om en autoritær Fader-skikkelse, der på potent vis kan skære igennem demokratiets snakkerier og handlekraftigt forløse krisens nydelses-traume. Begge Fader-fantasmer – Stein Bagger og den proto-fascistiske Fader – kredser således ikke om, at denne eller hin syndebuk har taget nydelsen fra arbejderne, sådan som man kunne forvente erfaringen med Jødehadet efter børskrakket 1929 in mente. Modsat udtrykkes et fantasmatisk håb om, at Fader-skikkelserne har potensen til at give arbejderne nydelsen igen – og det uanfægtet af, om der må betales en politisk, demokratisk pris herfor.