Med coronapandemien har vi endelig en apokalypse, vi kan overskue

Debatindlæg af Ph.d.-stipendiat Nikolaj Schultz (Sociologisk Institut) i Information den 20. marts 2020.

Først ankom den ikkeinformerede panik, herefter den naive lettelse og så den informerede, handlingsgenererende frygt. Sådan beskriver Rune Lykkeberg i Informations leder den 13. marts mødet med coronavirussen – som en erkendelsesproces i tre faser.

Jeg tror, dette resumé ræsonnerer ganske fint med mange menneskers observationer af de seneste ugers virusreaktioner. Men jeg tror samtidig, at folk genkender, at undtagelsestilstandens panik på forunderlig vis synes at gå hånd i hånd med en sær følelse af sindsro eller lettelse. At historien om vores kollektive reaktionsmønster på coronavirussen er en tosidet fortælling om både frygt og lettelse.

Hvis ikke jeg tager fejl, går udviklingen altså ikke bare fra panik til lettelse til panik igen, men i stedet fra panik til lettelse til en følelse af både panik og lettelse på en og samme gang. Men hvordan opstår så dramatisk en følelsesmæssig splittelse?

Min hypotese er, at den eneste måde, man kan forklare denne dobbelte, kollektive psykologi på, er, hvis man forstår de sociale reaktionsmønstre på corona i relation til en anden tragedie i vores civilisation: klimakrisen og samfundets hjælpeløshed i mødet med denne skæbne.

To kriser, to reaktioner

Den enorme panik og handlingsparathed, som coronapandemien har installeret i offentlighed og stat, får mildest talt omfanget af de sociale og politiske reaktioner på klimaforandringerne til at blegne. Det er paradoksalt, for på trods af at virussen uden tvivl er og bliver en kæmpe tragedie, så vil de enorme konsekvenser af klimaforandringerne med al sandsynlighed langt overgå konsekvenserne af pandemien.

Der er ingen tvivl om, at virusindsatsen er nødvendig, men når man sammenligner det med klimaforandringerne, bliver det tydeligt, at konsekvenser og handling ikke nødvendigvis stemmer overens.

Nogle vil måske forklare denne uoverensstemmelse ved at understrege relationen mellem affekt og abstraktion. Forklaringen bag de forskellige reaktioner vil her være, at klimaforandringerne er abstrakte og derfor ikke skaber affekt og handling, imens pandemiens fare er konkret og derfor påvirker folk og skaber handlingsparathed. Med andre ord er der tale om to forskellige fænomener af forskellig abstraktion, hvoraf kun den konkrete trussel fremprovokerer den nødvendige affekt og handling.

Men dette kan sandsynligvis ikke alene forklare den panik, handlingsparathed og civile mobilisering, som pandemien har skabt. Når reaktionen på coronaudbruddet er så omfattende, skyldes det nok nærmere, at offentlighed og stat i forvejen er påvirket af den enorme, men abstrakte klimakrise, og derfor projicerer affekt og handlekraft derfra over på den konkrete smittekrise, som er nemmere at forholde sig til. Endelig: en apokalypse, vi kan overskue.

Min pointe er ikke, at reaktionen og indgrebene i samfundets infrastruktur er overdrevne. Min pointe er blot, at den pludselige panik, handlingsparathed og det store samfundssind i et ellers paralyseret samfund ikke kan forstås til fulde, hvis vi ikke – i det mindste delvist – ser reaktionen som resultatet af, at klimaforandringerne har gjort det kollektive psykiske miljø neurotisk. Derfor får de to forskellige fænomener måske en og samme reaktion i sidste ende.

Ved første øjekast virker min analyse urealistisk. Den er for spekulativ, for psykoanalytisk, for hypotetisk. Men det egentligt urealistiske er, at det ikke vil have massepsykologiske konsekvenser, når en civilisation gennem 50 år bevidst ignorerer beviserne for dens egne katastrofale handlinger og ufortrødent fortsætter i samme retning.

Hvordan kan det ikke skabe et panisk kollektivt psykisk miljø, når en civilisation vandrer i blinde ud over jordens planetariske grænser og direkte ind i en sjette masseuddøen?

Håb og handlekraft

Så nu går panikken hånd i hånd med lettelsen. Tager jeg fejl, når min intuition fortæller mig, at folk ved siden af frygten oplever en underlig følelse af sindsro?

Fornemmer mange ikke en spøjs form for sindsligevægt ved siden af angsten?

Når vi i disse dage ikke er stakåndede, føler vi så ikke, at vi trækker vejret endnu bedre end før?

Som jeg skrev i indledningen, så er denne dobbelthed umiddelbart svær at forklare. Men hvis reaktionerne på coronakrisen forstås som delvist afledt af klimakrisen, så finder vi mindst to årsager til, at dobbeltheden er et logisk udfald: Vores kollektive ængstelighed over klimaets abstrakte risiko får et konkret afløb i pandemien. Og samtidig ser vi, at alle de sociale systemer, som vi troede gjorde klimaomstillingen umulig – produktion, forbrug, mobilitet etc. – ikke er som mejslet i sten, men faktisk er foranderlige.

Hvis vi er lettede over i dag at se verden gå i stå for en stund, så handler det ikke om noget så banalt, som at folk ikke gider at gå på arbejde eller at situationen minder folk om at have snefri som børn. Hvis folk finder en ro i pandemiens reorganisering og kortslutning af samfundets sociale og økonomiske systemer, så er det, fordi vi fornemmer, at accelerationssamfundet kan standses, og at dets uoverskuelige konsekvenser måske alligevel ikke er uafvendelige.

Pointen er således ikke kun, som Slavoj Zizek har argumenteret for i Information, at corona rammer kapitalismen lige i hjertet. Det har han nok ret i, at den gør. Men hvis denne hjerteflimmer medfører en kollektiv følelse af lettelse, så er det, fordi den lurende klimakatastrofe ikke længere antager form af absolut nødvendighed. Lettelsen kommer, fordi den konkrete krise har vist os, at den abstrakte krise måske ikke er uundgåelig alligevel.

Vi ser ikke kun, at systemerne kan forandres, vi oplever endda også, at de sociale værdimønstre følger med.

Jovist, nogle få hamstrer toiletpapir i Netto, og en række af ultrarige eskapister, som den franske sociolog Bruno Latour og jeg tidligere har betegnet den ’geo-sociale elite’, er flygtet til New Zealand, hvor de gemmer sig fra virussen i klimasikrede bunkere.

Men som Rune Lykkeberg påpeger i lederen, så har panikken i det store hele medført en række solidariske handlingsmønstre, som for få uger siden var umulige at forestille sig. Dette gør kun lettelsen større – både vores materielle og vores sociale skæbne kan stadig forhandles.

Denne erkendelse er vigtig, fordi det giver håb om, at vi, når tiden er til det, kan udnytte det nuværende kollektivistiske momentum og dets politiske energi til at skabe en passende reaktion på klimakrisen også. Men chancen for det er større, hvis vi forstår, at det måske allerede er klimakrisen, vi nu reagerer på, såvel i panik som i lettelse.

Lettelsen forsvinder måske inden for få dage eller uger, når coronakrisen når sit højdepunkt. Frygten vil igen stå alene, og så vil vi entydigt ønske os tilbage til dengang, hvor alt var som det plejede at være. Men det gør ikke lettelsens indsigter mindre vigtige eller gyldige – måske tværtimod.

Det bliver et underligt forår, men måske har coronaens konkrete trussel givet os en række kognitive og praktiske strategier til at imødegå den mere abstrakte krise som klimaforandringerne stiller os over for. Trods dens tragedier, så ender virussen måske med at blive et frigørende værktøj for en tidsalder, der ellers primært kan kendetegnes ved dens fuldstændige lammelse.