Novo-milliarder skaber større problemer – Københavns Universitet

Sociologisk Institut > Om instituttet > Nyheder > Novo-milliarder skaber...

26. juni 2018

Novo-milliarder skaber større problemer

Debatindlæg af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) i Altinget den 26. juni 2018.

Heine AndersenNovo Nordisk Fonden (NNF) vil firedoble sine årlige bevillinger til dansk  forskning. Så kommer de op på fem milliarder kroner per år. Man må fordøje nyheden flere gange. Ikke alene spærrer man øjnene op over beløbets imponerende størrelse, man har også svært ved at overskue, hvad det vil betyde.

Hvilke nye muligheder giver det, hvilke nye magtrelationer og effekter på det danske forskningslandskab kan man vente? Man skal lige synke en ekstra gang.

Først nogle få tal for at anskueliggøre proportionerne. Seneste officielle statistik er fra 2016. De samlede udgifter til forskning (offentlig sektor) var da cirka 24 milliarder kroner. Frie basismidler til universiteterne var på 8.5 milliarder, 8.4 milliarder kom fra eksterne kilder, og af dem stod private fonde med videre for 2.1 milliarder.

De statslige fonde, det vil sige Frie Forskningsfond, Grundforskningsfonden og Innovationsfonden betalte 2.8 milliarder.

En tanke, jeg har leget med, er at sige til NNF, at de hellere skulle bruge pengene til at lave et privat universitet.

Heine Andersen, Sociologisk Institut

Når NNF går fra 1.3 til fem milliarder per år, rykkes billedet dramatisk. I forvejen var NNF den største bidragyder blandt fondene, men nu vil denne ene aktør langt l-a-n-g-t overskygge alle andre eksterne bevillingsgivere.

Større beløb, større problemer

NNF kommer med de økonomiske muskler i liga med staten. Det vil nu være misvisende at tale om det som blot ”et supplement” til basismidler. NNF bliver en helt central del af den bærende konstruktion.

For ikke at blive misforstået: fondene gør og har gjort mange gode gerninger, det er godt med et pluralistisk finansieringssystem, og fondene har visse fordele sammenlignet med det offentlige (større fleksibilitet, risikovillighed, med videre).

Der er også frembragt fremragende forskning takket være fondene. Det vil der utvivlsomt blive mere af i fremtiden. Så mange TAK for milde gaver fra de private fonde! Men ...

Jeg forsøger ikke at maler ikke fanden på væggen, men altså: der er tale om et kvalitativt spring i omfanget af problemer op til et niveau. Allerede de problemer, man har i forvejen, har man savnet redskaber til at håndtere.

Det er problemer, som har fået lov at vokse, uden at man tidligere har set dem i øjnene, talt højt om dem og gjort noget effektivt.

I min bog Forskningsfrihed sondrer jeg mellem tre styringsregimer i forhold til forskning:

  1. anseelsesregimet – forskningens egen interne styringsform, der ideelt belønner efter videnskabelig værdi
  2. magtregimet – styringskæden fra politiske myndigheder og institutionernes ledelse til forskerne og
  3. pengeregimet – styring via pengestrømme, både fra offentlige og private kilder.

Både pengeregimet og magtregimet været i kraftig vækst de seneste fire årtier på universiteterne. Begge truer den frie forskning, og nu vil de stå som David mod Goliat.

Fondene betaler halvdelen af gildet, universiteterne resten

NNF og de private fonde udgør en del af pengeregimet; den del jeg for at stille skarpt har jeg kaldt et ”parasitært parallelregime”. Benævnelsen er ikke direkte smigrende, men den har et grundlag, og den udstiller de to at de alvorligste problemer.

Hvordan parasitært?

Fondene lukrerer på offentlige kasser, politisk velvilje og universiteternes bejleri. NOVO, Velux, Lundbeck, med flere, skaffer betydelige eksportindtægter og beskæftigelse, og nyder bred politisk tilslutning.

De erhvervsdrivende fonde begunstiges gennem fuldt skattefradrag (100 procent) for donationer til forskning. Man burde overveje at opstille nogle betingelser til gengæld for disse svulmende og skattebegunstigede pengetanke. Dette vender jeg straks tilbage til.

Værre er det, at fondene også lukrerer på universiteternes egne midler. De betaler nemlig ikke de fulde omkostninger (overhead) for de projekter og centre, de bevilger penge til. Medfinansiering varierer, og det har været meget vanskeligt at fremskaffe tal for, hvor meget universiteterne selv skal bidrage med.

Normalt kræver god økonomistyring som fast rutine at indregne overhead ved priskalkulationer, men det har fonde og universiteter ikke gjort her, i hvert fald ikke fuldt ud, og det har indtil for nylig været tystys. “When money speakes, truth keeps silence”.

Nyligt har rektor for KU Henrik Wegener dog sat et beløb på: universitetet skal selv skaffe en ekstra krone for hver krone man får fra fondene. Rektor fra AU Brian Bech Nielsen gav allerede for et par år siden tallet 60 procent i et lukket forum.

Holder vi os til Wegeners skøn, skal universiteterne altså selv finde 5 milliarder hver gang NNF betaler 5 milliarder hvert år, så længe NNF holder åbent for hanen som annonceret.

Det er åbenlyst, at dette ikke er holdbart.

Uden fuld finansiering vil basismidlerne forsvinde

Alene NNFs bevillinger ville så trække over halvdelen af universiteternes frie midler, de 8-9 milliarder i basismidler. Universiteterne kunne faktisk havne i den situation, at de gik fallit, hvis de sagde ja til alle de eksterne midler, de kunne få, at de altså ikke kunne gennemføre projekterne som aftalt og dermed måtte misligholde aftalerne.

Det holder ikke rent økonomisk. Og det er den omvendte Robin Hood, når fondene er så velpolstrede, som de er. Hvorfor i alverden skal de oven i skattebegunstigelse også trække på universiteternes basisbevillinger?

Dertil kommer også, at det jo begrænser forskningsfriheden, når ellers frie midler beslaglægges. Fondene har hertil svaret, at det står forskerne og universiteterne frit for, om de vil søge deres penge.

Det er dog kun delvis rigtigt, idet der i mange år har været et så stærkt pres på universiteterne for at skaffe eksterne midler, blandt andet i form af kolde kontanter via bonus på finansloven, at de må tage stort set alt, hvad de kan få.

Mange forskningsfelter er så kostbare, at de ikke ville kunne leve alene på statens basismidler. Basismidlerne burde øges, men så stor ekstra tilførsel, at eksterne midler helt kunne undværes, er næppe realistisk.

Men dertil kommer, at NNFs kraftige vækst og uhæmmede træk på basismidler, oven i den der allerede har fundet sted, medfører en voldsom skævvridning mellem forskningsområderne.

NNF har hidtil altovervejende selektivt givet penge til sundhedsområdet, gerne noget som har med diabetes og stofskifte at gøre. Nu siger man godt nok, at man vil udvide spektret til naturvidenskab, visse tværfaglige områder mv. Men humaniora og samfundsvidenskab har man ikke hørt nævnt.

Generelt er fondenes bevillinger under et skævfordelt til STEM (science, technology, engineering, mathematics), felter hvor der på længere sigt kan øjnes patenter, som modervirksomhederne kan udnytte. Ikke alene vokser disse områder stærkest, de trækker direkte basismidler væk fra andre områder.

Mens hundredevis af forskere ansættes på nye NNF-centre, fyres forskere i bundter på andre områder. Samme faglige skævhed fremgår, hvis man ser på sammensætningen af NNFs bestyrelse. Dette er ikke en kritik, blot en konstatering.

Hvis ikke NNF og fondene går med til fuld medfinansiering, vil deres donationer opsluge stadigt flere af de midler som skulle være frie, og universiteternes muligheder for en selvstændig prioritering mellem områder og projekter vil forsvinde.

Pengeregimet tager over, og universiteterne vil i endnu højere grad blive til forretninger. Da universiteterne er i en svag position og i skarp indbyrdes konkurrence om fondenes gunst, tror jeg, det er nødvendigt med en form for politisk indgreb, evt. lovgivning.

NNF og magten

NNF indgår således i et parallelregime, både i forhold til de demokratiske politiske institutioner og i forhold til universiteternes ledelse. Fondene beslutter suverænt bag lukkede døre, hvad de vil bruge deres penge til, procedure for uddeling, hvilke betingelser og krav de vil opstille for bevillingsmodtagere, evalueringsprocedure og så videre.

De behøver ikke at begrunde deres afgørelser (NNF skriver direkte i ansøgningsvejledning, at man ikke giver feedback ved afslag). De er hverken underlagt universitetslov, forvaltningslov, lov om offentlighed i forvaltningen, Rigsrevisionens kontrol eller krav om ligestillingsprogrammer. Og der er ikke klageadgang.

Ikke nok med det, selvom de formelt overlader forvaltningen af donationerne til modtagerne – under ansvar – er der tit indbygget styringsredskaber i form af rapporteringskrav, følgegrupper og lignende.

 NNF er begyndt at donere i store klumper til centre, trecifrede millionbeløb ad gangen. Større volumen giver foruden større synlighed og impact også større tyngde bag ønsker overfor universitetet, og man ser bevillingsskrivelser, der for eksempel fastlægger detaljerede procedurer for organisering og udpegning af ledelse.

Den, der udpeger leder, får stor kontrol over driften, for eksempel ansættelse af forskere. Der opstår et karrierespor uden for universiteternes meriteringssystem (hvilket dog kan være både godt og skidt).

Det er efter min opfattelse på grænsen af universitetslovens regler om universitetsledelse, og om det at værne om forskningsfriheden. Selvsagt får dette større vægt, jo større pengesummer, der er på spil. Det er også påfaldende, at centerdirektørerne på NNF- finansierede centre ofte kommer med en NOVO-tilknytning.

Parallelregimet kan åbne for mistanke om forskelsbehandling, favorisme og indspisthed, og det kan svække bevidstheden om videnskabelige kvalitetskriterier, videnskabsetik og forskningens integritet. Netop hvad det sidste angår, holder NNF dog en god standard med en liste med vigtige principper og anerkendte etiske kodekser.

Bladet Ingeniøren bragte 17. marts 2018 en artikel under overskriften: ”Novo-folk sidder tungt på styringen af danske universiteter”. Baggrunden var, at koncerndirektør i Novo Mads Krogsgaard Thomsen var blevet ny bestyrelsesformand for KU, og i forvejen var der Novo-folk (nuværende/ tidligere) i bestyrelserne både på DTU og på Aarhus Universitet.

Det illustrerer, at en virksomhed og en fond med så stor volumen ud over den direkte økonomiske styringsmulighed også har adgang til direkte magt over beslutninger om universiteternes anliggender. Dertil kommer jo en meget betydelige magt gennem netværk via pladser i bestyrelser, udvalg, med videre.

NNFs bestyrelsesformand Sten Scheibye er således nummer 6 på listen over de 423 i den danske magtelite, som Ellersgaard og Larsen fandt i deres kortlægning. Næstformanden Lars Rebien Sørensen er nummer 37.

Til sammenligning var daværende forskningsminister Morten Østergaard nummer 248. Bestyrelsesmedlem i NNF Steen Riisgaard har som nævnt også en anden kasket på, nemlig som medlem i bestyrelsen for AU.

Hvad kan gøres?

Fri forskning er en af grundpillerne i oplyste demokratier, og forskningens frie udfoldelse er truet. Det er et problem at vidtrækkende samfundsmæssig betydning.

Det handler om, at NNF (og fondene i det hele taget) må tage et større ansvar for helheden – både forskningen som helhed i fuld bredde, og de bredere hensyn til forskningens rolle i samfundet.

Et første skridt må være, at NNF – og eksterne bevillingsgivere i øvrigt – begynder at betale fulde omkostninger. Det kan gennemføres uden videre. Jeg har ikke set et eneste godt argument for det modsatte. Hvordan det skal beregnes, vil jeg ikke gå ind på.

Desværre tyder de hidtidige signaler ikke på at det vil ske. NNF har ligefrem truet med at flytte sine bevillinger til udenlandske universiteter. Universiteterne står i skarp indbyrdes konkurrence, og selvom de kunne etablere en samlet front, ville det næppe kunne overbevise NNF og andre. Det er nok nødvendigt med et politisk indgreb. Jeg tvivler på, at man kan tale sig til enighed.

Det ville løse nogle problemer, men langt fra alle. Forsknings- og universitetspolitik er kompliceret, og jeg kan ikke pege på simple løsninger. Men vejen må gå via større åbenhed, muligheder for indsigt og indflydelse fra forskersamfundet bredt på de pengestærke private aktørers strategier.

Jeg tror ikke meget på, at det vil gavne at styrke politiske myndigheders redskaber for indflydelse – snarere vil det gøre ondt værre ved at give mere forretningstænkning og mindre ånd. Det vi trænger til er det modsatte: Mindre børstænkning, mere katedral.

Her er nogle bud:

  • Øg basisbevillingerne.
  • Forbyd universiteter at modtage bevillinger uden overhead, eller sæt grænser.
  • Hold op med at presse universiteterne til at jagte eksterne bevillinger, patenter og licenser, fx ved at stoppe udbetaling af bonus for det i finansloven.
  • Styrk den det kollegiale selvstyre og forskernes kontrol med universiteterne.
  • Forlang at universiteterne udarbejder strategier for at værne om forskningsfriheden ved modtagelse af eksterne bevillinger (jeg har kun fundet et sted, hvor det findes – et institut på RUC).
  • Sæt grænser for, hvor stor en andel af forskningspersonalet, universiteterne må have ansat på korttidskontrakter, da det begrænser forskningsfriheden. I øjeblikket er det cirka to tredjedele, en eksplosiv vækst og i vid udstrækning en konsekvens af ekstern finansiering.

En tanke, jeg har leget med, er at sige til NNF, at de hellere skulle bruge pengene til at lave et privat universitet. Hvis de vil have statslig certisfikation, skal de så opfylde nogle krav, blandt andet om undervisning og fagspektrum.

Universiteterne trues af overdisciplinering, kolonisering fra statsforvaltningen og konkurrencestatsmentalitet. Ledelsen har kun magtet at tilpasse sig signalerne oppe fra og ude fra og at sende dem videre nedad, ikke at skabe mangfoldighed, eksperimenterende strategier, kollegialt selvstyre og demokratiske organisationsformer.

Politikerne har – med enkelte undtagelser – skyklapper på under en osteklokke. Det virker fastfrosset. Et privat universitet kunne sagtens tænkes at gøre det bedre, næppe værre. Et privat universitet kunne blive for statsuniversiteterne, hvad TV2 blev for DR (uden sammenligning i øvrigt). Det er en tanke, man kunne lege med som inspiration, men kun som inspiration.