Vi må handle nu, hvis forskningsfriheden i Danmark skal reddes

Kronik af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) og lektor Rasmus Willig (Institut for Samfundsvidenskab, RUC) i Information den 4. juli 2020.

15 procent af de forskere, der deltager i myndighedsbetjening – det vil sige analyser for ministerier og styrelser – siger, at de har følt sig presset til at ændre deres forskningsresultater. Dette nedslående tal stammer fra en undersøgelse blandt Dansk Magisterforenings (DM) cirka 5.000 medlemmer, der forsker på universiteterne, omtalt i Information den 22. juni. Ti procent svarer, at de er blevet presset til at udskyde offentliggørelsen, og syv procent, at de er blevet presset til helt at undlade at offentliggøre resultaterne. 24 procent af dem, der arbejder med myndighedsbetjening, er blevet udsat for mindst en af de tre nævnte typer for pres, mens det er ni procent af de øvrige forskere. Mest skræmmende er det, at myndighederne ofte har held med at intimidere forskerne til at rette ind. 20 procent svarer således, at presset fik dem til at ændre på forskningsresultaterne, 76 procent, at de udskød offentliggørelsen, og 49 procent har helt undladt at offentliggøre deres resultater.

Formel for fiasko

Der er med andre ord tale om censur, forsøg på at presse forskerne til noget, der kan være videnskabelig uredelighed og koste dem dyrt, hvis det bliver afsløret, om det så er ændring af forskningsresultaterne, udskydelse af offentliggørelse, eller direkte undladelse af offentliggørelse af forskningsresultater. Det er skræmmende tal. Spørgsmålet er, hvordan det er kommet så vidt? Vi er desværre nervøse for, at miseren kan beskrives ved hjælp af en succesfuld formel for fiasko:

1. Vi har ingen alment anerkendt og autoritativ definition af forskningsfrihed i Danmark. Og uden en definition er det af indlysende grunde svært at forsvare forskningsfriheden eller kritisere den beskæmmende situation.
   
   
2. Efter at det blev afsløret, at myndigheder i årevis har brugt ulovlige mundkurvskontrakter og lægger pres på forskere, er der aldrig blevet gjort noget for at placere et ansvar og for at få myndighederne til at respektere forskningsfriheden.
   
   
3. I universitetsloven står der, at ledelsen skal værne om forskningsfriheden, men hvorfor har vi så løbende sager, hvor det går galt? Hvorfor bliver ingen draget til ansvar? Hvorfor er der ikke udarbejdet og offentliggjort en samlet strategi for værn om forskningsfrihed?
   
   
4. Omkring halvdelen af de danske universitetsansatte forskere er uden fast ansættelse og er afhængige af løbende at søge ekstern finansiering til deres forskning fra myndigheder, fonde og virksomheder. Dette er oven i købet fraregnet ph.d.-stipendiater. Det er yderst problematisk, fordi man rimeligvis kan antage, at uden fastansættelse vil man være mere tilbøjelig til om nødvendigt at udøve selvcensur for at få den næste forskningsopgave i hus.
   
   
5. Tryghed i ansættelse er en forudsætning for uafhængighed. Tænk for eksempel på domstolene. I de ’gode gamle dage’ kunne universitetsansatte vide sig mere trygge i ansættelsen. Afskedigelser af lektorer og professorer var yderst sjældne. De tider er ovre. Nu afskediges der løbende, og det er der blevet i en årrække på de danske universiteter, også i form af masseafskedigelser. Det betyder en oplevet forhøjet usikkerhed, og vi kan igen med rimelig sikkerhed antage, at det leder til, at flere vil være tilbøjelige til at udøve selvcensur for ikke at stikke ud, ja, for ikke blive afskediget i den næste sparelsesrunde.
   
   
6. Universitetsledelsen er ikke længere demokratisk valgt og er blevet centraliseret. Det betyder, at den har fjernet sig fra forskerstandens hverdag og ikke længere har fingeren på pulsen. Det betyder også, at der er sket et kulturelt skifte, hvor måltal, akkrediteringer, dokumentation, reformer, strategi og krav om positiv synlighed fylder mere og mere. Og netop når det kommer til kerneydelsen– undervisning og forskning – er det vigtigt, at der ikke kun prioriteres positive forskningsresultater, men også bringes kritiske analyser, som nok gør ondt, men som er nødvendige, hvis universiteterne skal opretholde deres legitimitet.
   
   
7. I dag er forskningsresultater målt i antallet af publikationer og evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler. Det indbringer bonusbevillinger på finansloven. Universiteter drives i stigende grad som forretninger. Den forskning, der er kritisk og særligt granskende uden kommercielle potentialer, kan derfor have vanskeligt ved at tiltrække forskningsmidler. Det gælder om ikke at genere potentielle bevillingsgivere. Derved begrænses forskningsfriheden også, om ikke direkte, så indirekte, for de færreste vil vælge en vej, der svækker udsigter til en fast stilling og karriere. Det betyder, at vi går glip af vigtig forskning.
   
   
8. Stigende andele af de forskningsmidler, som ellers skulle være frie, beslaglægges til medfinansiering af forskning, som styres udefra. Fonde og andre bidragsydere udefra betaler i mange tilfælde ikke de fulde omkostninger, men forventer medfinansiering fra universiteterne. Det begrænser igen den frie forskning, for pengene kan kun bruges ét sted.

Fatale konsekvenser

Samfundet, Folketinget, offentligheden og borgerne kan ikke være tjent med at få filtrerede og fordrejede forskningsresultater, censur eller helt at være afskåret for at få del i dem. Erfaringer viser nu efterhånden tydeligt, at universiteterne ikke er i stand til at håndtere disse problemer og vende udviklingen. Det er fuldt forståeligt, for en universitetsledelse er aldrig blevet målt og vejet så meget og bundet på hænder og fødder af resultatkontrakter for at nå politiske måltal, som ændrer sig løbende. Nu ser det imidlertid ud til, at grænsen er nået, hvis vi tager DM’s undersøgelse for gode varer.

Det er grundlæggende nødvendigt at ændre rammerne, så forskerne får friere vilkår, større tryghed i ansættelser og større indflydelse på prioritering af forskningsopgaver og ressourcer. Forskerne skal sikres demokratisk indflydelse, så de kan drage ledelsen til ansvar, hvis den ikke bakker op om forskningsfriheden. Det vil give universiteterne og universitetsledelsen langt mere legitimitet, hvis den kunne få lov til at arbejde for sine ansatte og ikke for embedsmændenes og politikernes behov for at legitimere politisk styret forskning. Folketinget må derfor forlange, at ministre og myndigheder respekterer og støtter op om forskningsfriheden. De skal holde armslængde, og hvis det ikke sker, skal de drages til ansvar med konsekvenser.

Der er altid kamp om at definere, hvad der skal tælle som gangbar viden. Blandt forskere indbyrdes, forskere og universitetsledelse og universiteter og embedsmænd og politikere. Der begås også altid fejl, men hverken forskere eller befolkning er tjent med, at der træffes politiske beslutninger på baggrund af pres fra offentlige eller private opdragsgivere.

I en tid, hvor vi står over for en af menneskehedens største udfordringer, nemlig at forsøge at tøjle klima- og biodiversitetskrisen, må vi kunne stole på, at særinteresser ikke farver, presser eller censurerer kritiske forskningsresultater. Alt andet vil være fatalt, både i overført og i bogstavelig forstand.