Kærlighedsforsker: Her er seks afgørende punkter hvor Gift ved første blik fejler fælt
Kronik af Poul Poder, lektor, Sociologisk Institut.
Denne kronik er udgivet i Politiken 18. oktober 2025.
’Gift ved første blik’ har i godt et årti forsøgt at matche kærlighed ud fra test og ekspertvurderinger. Men efter elleve sæsoner er kun fire par er stadig sammen. Programmet, der skulle skabe romantiske forbindelser, fungerer i praksis som et eksperiment i psykisk belastning og mere eller mindre ydmygende offentlig udstilling. Hvorfor bliver det ved at mislykkes?
Som mange andre har jeg set ’Gift ved første blik’ (GVFB) gennem årene. Som forsker i moderne kærlighedsliv har det været interessant at observere folks ideer og forestillinger om kærlighed og parforhold. Jeg har også alle årene undret mig over, hvordan psykologer – og præster for den sags skyld – har kunnet komme afsted med at deltage set fra et professionsetisk perspektiv.
Som samfundsforsker ville man jo aldrig få et projekt forskningsetisk godkendt, der stresstestede mennesker i den massive grad, som GVFB gør. Det har også været pinagtigt at se al den usikkerhed og forlegenhed, som programmerne bestandigt producerer. Jeg har fx følt medlidenhed og medfølelse med den mand, som slæbte sig igennem resten af afsnittene efter at have fået at vide på anden date, at hans ’hustru’ ikke tændte på ham. For hvad kunne han gøre herved? Intet.
Nu er årets sæson afsluttet, og det bliver godt med en pause fra den tåkrummende anstrengelse, anspændthed, mangelfølelse og skuffelse. For al den lidelse kan jo ikke rigtig kompenseres ved, at tv-psykologen på allersødeste vis siger letforståelige terapeutiske almindeligheder og knusroser deltagerne for deres mod til at deltage i et eksperiment, som får Sisyfos kamp med stenen på bjerget til at ligne en spadseretur i søndagsparken.
For hvad ender de ud med? Endnu et nederlag – en bekræftelse af de skuffelser, de kender fra deres almindelige datingliv. Nu bare forstærket, fordi de prøvede så hårdt, så intenst med eksperthjælp og for øjnene af hele den muntert kommenterende danske nation.
Hvad pardannelse angår, er slutresultatet givet. Deltagerne er gået fra hinanden undervejs eller gør det i den afsluttende ’Skilt ved sidste blik’-episode. Og skulle et par fortsætte, viser erfaringen, at det bliver en kortfristet fornøjelse. Ti års evidens lader sig ikke benægte.
Men nogen har andre interesser end den nøgterne, så de benægter rask væk. Gennem årene har vi haft forskellige udgaver af eksperter, der som en anden Komisk Ali stædigt har insisteret på, at programmet er godt nok, at matchningen ikke fejler noget, og at man jo også har indført justeringer undervejs, så deltagerne ikke skulle blive helt så pressede. Men lige meget hjælper det.
Efter 11 sæsoner er status, at parrene opløses, og der kun er fire par som forblev sammen. Programmet sælger sig selv som et kærlighedseksperiment, men er snarere et eksperiment udi psykisk belastning og offentlig ydmygelse.
Men hvorfor mislykkes programmet så gang på gang trods de sikkert mange gode intentioner? Det kan vi få en række svar på ved at tænke sagen sociologisk igennem.
Det er et falsum at tro, at man kan lære at elske hinanden og bygge kærlighed op, som var det en reol fra Ikea
Grundlæggende bygger formatet på en forestilling om, at eksperter kan matche to mennesker til et ægteskab baseret på personlighedstests og psykologiske profiler.
Men kærlighed er ikke en algoritme. Den er biologisk, social og emotionel – og den kræver tid, tillid og frivillighed. Hjerneforskere har kritiseret programmet for at ignorere centrale biologiske faktorer som duft, immunforsvar og dopaminrespons. Disse spiller en afgørende rolle i fysisk tiltrækning og parbinding, men er fraværende i matchningsprocessen.
Programmet har dog fået en mere nøgtern selvforståelse modsat tidligere, hvor tv-psykologen de første mange sæsoner af programmet ihærdigt hævdede, at der nok skulle komme flere par ud af det.
I dag er programmets ambition lidt mere moderat. Programmets selverklærede eksistensberettigelse er nu, at folk kan lære noget. Og det kan jo ikke udelukkes at deltagerne lærer noget undervejs. Det siger de i alt fald selv – og hvad kan de ellers sige?
Men forskningsmæssigt set ved vi faktisk ikke, om de tidligere deltagere har lært noget i betydningen af, at de har ændret adfærd i deres måde at relatere sig til andre romantisk og erotisk. Almindeligvis hævder terapeuter også, at adfærdsændring kræver længerevarende terapeutisk arbejde og ikke bare et par kviksessioner, som de tilbydes i GVFB.
Et andet og dybtgående problem med konceptet er, at læringsperspektivet overdrives. Tv-psykologerne hævder, at folk kan lære at elske hinanden, hvis de investerer tilstrækkeligt i forholdet.
Men det er jo et falsum at tro, at man kan lære at elske hinanden og bygge kærlighed op, som var det en reol fra Ikea. Det kan man ikke. Eller mere præcist: det kan man kun, hvis man fra begyndelsen instinktivt føler sig tiltrukket og forbundet til hinanden. Det elementære faktum ignorerer programmet, og det kan derfor ikke undre, at tingene går galt fra grunden af, og at vi som seere bør forblive skeptiske. Også fordi den falske antagelse, at kærlighed kan læres, sandsynligvis også betyder, at deltagerne unødigt bebrejder sig selv, når de igen står alene efter programmets afslutning: Arbejdede jeg ikke hårdt nok? Var jeg ikke seriøs og dedikeret?
Der er altså problemer med programmets grundlæggende præmis som reducerer kærlighed (tiltrækning, forbundethed, kontakt) til et arbejdsanliggende. Men der er også flere strukturelle forhold på et mikro-sociologisk eller socialpsykologisk plan, som vanskeliggør egentlig pardannelse i GVFB.
For det første er selve tidsrammen – fem uger fra bryllup til endelig beslutning – urealistisk kort.
Ægteskab kræver mere end tv-psykologers ideer om kompatibilitet på papir. Det kræver erfaring, fælles livspraksis og følelsesmæssig investering. Alt dette forsøges komprimeret til en dramaturgisk kurve, der passer ind i otte afsnit. Og så tvinger formatet deltagerne til at skulle tage seriøst stilling til, om de vil forblive gift efter de fem uger. Det er jo tonseskørt.
I vores almindelige liv erfarer vi uhyre sjældent, at folk har udviklet det store, sikre commitment ud fra blot fem ugers bekendtskab. Opgav man kravet om præmatur stillingtagen, ville flere par sikkert fortsætte med at lære hinanden at kende.
En sådan vurdering gav den nuværende tv-psykolog udtryk for ved et offentligt arrangement om kærlighed på Tårnby Bibliotek i foråret. Men det gør tv-folkene selvfølgelig ikke, for det ville trække ned i underholdningsværdien. Vel at mærke underholdning forstået som drama, konflikter og brud – ikke forstået som egentligt velfungerende pardannelse. Sådanne ville man nok også få flere af, hvis man bare lod udsendelserne fade ud på en måde, hvor parrene i fred fra offentlighedens lys kunne fortsætte med at udforske deres muligheder eller mangel på samme.
For det andet baserer matchningen sig ikke på umiddelbar tiltrækning og følelse af forbindelse, så partnerne ikke har et umiddelbart drive mod hinanden at basere deres udforskning af hinanden på. Matchningen sker uden at tage højde for den spontane kemi, der som nævnt ofte er afgørende for afsættet til en stærkere romantisk tilknytning.
For det tredje etablerer selve giftesituationen et gruppepres, der tilskynder den enkelte til at være mere ’på’ i forhold til den anden, end der ofte er ægte følelsesmæssig dækning for. Vielsen sker foran familie, venner, eksperter og kameraer – og i en kontekst, hvor forventningen om intens tilslutning til hinanden er overvældende. Deltagerne står i en situation, hvor de skal sige ja til en fremmed, ikke fordi de føler en umiddelbar forbindelse, men fordi den situationelle ramme presser dem til det.
Ingen kan modstå dette pres og sige: »Du er slet ikke min type, så jeg takker nej herfra«. Også selvom det måske er sådan, at flere har følt gennem sæsonerne. Faktisk var der en mand som sagde netop dette på en honeymoon i Sydfrankrig for år tilbage.
Han endte i en veritabel shitstorm, selv om han blot stod ved sig selv. I stedet opstår der en form for ceremoniel forpligtelse, hvor deltagerne – af hensyn til de tilstedeværende og den sociale kontrakt – siger ja, selvom de ikke føler, at deres egne følelser og viden tilsiger dette. Det er en klassisk situation, hvor socialt pres overtrumfer personlig intuition.
Hvis DR virkelig ønsker at skabe et format, der fremmer kærlighed og personlig udvikling, bør man gentænke hele strukturen
For det fjerde etablerer de fem uger, som deltagerne tilbringer sammen, en kunstigt konstrueret virkelighed. De bor sammen, har fri fra arbejde, er omgivet af kameraer og eksperter.
Deltagerne er ikke i deres vante omgivelser, og de har ikke adgang til deres normale netværk, rutiner og livsverden. Det betyder, at de ikke nødvendigvis har sig selv med i processen, og at de relationer, der opstår, ikke testes i realistiske sociale kontekster.
Vi kan forstå det som en form for rolleeksperiment, hvor individet agerer ud fra en forventet rolle snarere end autentisk selvforståelse. Når boblen brydes – og hverdagen vender tilbage – falder relationen fra GVFB-universet fra hinanden, fordi den ikke har et fundament hentet i deltagernes almindelige virkelighed.
Deltagerne møder sjældent hinandens familie, venner, arbejdsrutiner og livsverden i dybden. Relationen bliver ikke testet i realistiske sociale kontekster. Det er vigtigt, for sociologisk set er parforhold ikke kun en relation mellem to individer, men også mellem deres respektive livsverdener.
For det femte medfører GVFB et kontroltab for deltagerne, som kun har begrænset indflydelse på, hvordan deres historie fremstilles. Når redaktionen vælger at fremhæve konflikter og drama, kan det skabe en oplevelse af at blive misrepræsenteret – hvilket underminerer tillid og selvfølelse. Relationen starter med et ægteskab – ikke med et møde. Dermed omgås den naturlige og almindelige proces, hvor mennesker selv vælger, om og hvordan de vil engagere sig. Det kan skabe modstand og følelsen af at være fanget i en struktur, man ikke selv har valgt.
For det sjette er der medieeksponeringen som stressfaktor: At blive vurderet af seere, medier og sociale platforme skaber et ekstra pres. Deltagerne skal ikke kun navigere i en ny relation – de skal også håndtere offentlighedens vurderinger, mens de bygger en skrøbelig relation op.
At det har presset deltagerne enormt, har vi mange eksempler på gennem årene. Den omstændighed illustrerer også hvordan det med at give informeret samtykke til eksperimentet er en tricky sag. Ja, deltagerne kan få beskrevet, hvad programmet rummer og give samtykke til det – men ingen kan på forhånd vide, hvordan man bliver behandlet i alle de formelle og uformelle medier.
De mange problemer med konceptet peger alle i samme retning: Hvis DR virkelig ønsker at skabe et format, der fremmer kærlighed og personlig udvikling, bør man gentænke hele strukturen. Et nyt format kunne fokusere mere på relationel læring, frivillighed og psykologisk sikkerhed.
Et sådant tænkt alternativ, et ’Kærlighedens Kompas’, kunne lade deltagere mødes i et retreat, hvor de gennem workshops og samtaler får mulighed for at lære hinanden at kende. De kunne bo sammen i seks uger uden at være gift, og vielsen sker kun, hvis der opstår gensidig tiltrækning. Samtaler med psykologer foregår fortroligt og uden kamera.
Deltagerne har ret til at godkende klipningen af deres historie, og der er adgang til psykologisk støtte før, under og efter programmet. Formatet ville bygge på tanker om dyberegående personlig læring og selvbestemmelse og sætte menneskelig udvikling over tv-dramaturgiske underholdningseffekter. Kærlighedens Kompas ville også have større fokus på relationel udvikling, kemi, frivillighed og den fysiske tiltrækning.
Hjerneforsker Michael Winterdahl har i Videnskab.dk f.eks. foreslået, at man bør inkludere biologiske faktorer som duft, immunforsvar og dopaminrespons i matchningen – ikke kun personlighedstests.
Indrømmet, sådanne ændringer kan gå ud over seertallene. Men DR har et public service-ansvar – og det indebærer ikke kun at underholde, men også at beskytte og udvikle. Hvis kærligheden skal stå i centrum, må vi gå fra eksponering til omsorg og fra utilsigtet ydmygelse til reel læring.
Men måske er selve tankegangen om at gøre arrangerede ægteskaber til underholdning omsonst. For hvordan kan det være andet end kontraproduktivt at have nationen med på en kigger, når man blotter sig i en intim, privat relation og prøver at udtrykke sine inderste længsler og ønsker?
Måske er den vigtigste grund til, at deltagerne trækker stikket til sidst, at de har svært ved at se sig selv i øjnene efter at have givet afkald på personlig frihed og ladet sig underkaste tv-underholdningens tjeneste?
De troede de kunne erfare kærlig pardannelse, men opdager undervejs at sådan spiller klaveret ikke, når det kommer til stykket.
De oplever at blive ’Forgiftet ved første blik’, fordi arrangerede ægteskaber kolliderer med det moderne menneskes selvforståelse.
Ved at sætte sig fri af grebet kan de atter drømme den romantiske drøm om selv at finde den eneste ene. Det forklarer samtidig, hvorfor de færreste, når det kommer til stykket, kan leve med at være sat sammen af vilkårlige tv-psykologer og underlagt fem ugers dødsdømt eksperimentsvang. Det modsiger vores dybtliggende romantiske narrativ om kærlighedens frie og mysteriefulde væsen.