Få ’eliteforskere’ dominerer i stigende grad forskningslitteraturen

At få sine videnskabelige artikler citeret af andre forskere er en de af vigtigste målestokke for videnskabelig synlighed og dermed prestige i den akademiske verden.

Men det er en anerkendelse, som i stigende grad bliver koncentreret om en meget lille elite af forskere, der dermed kommer til at dominere forskningslitteraturen i endnu højere grad end tidligere.

Det konkluderer en ny gennemgang af ikke mindre end 26 millioner videnskabelige artikler inden for det naturvidenskabelige og medicinske område, som er gennemført af Mathias Wullum Nielsen, lektor ved Sociologisk Institut, i samarbejde med seniorforsker Jens Peter Andersen fra Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.

Forskere i citationseliten får meget indflydelsesrige positioner i videnskabens kommunikationsnetværk, og deres ideer spredes hurtigt blandt andre forskere.

Lidt over 4 millioner forskere har bidraget til de undersøgte artikler. Heraf stod den ene procent, som andre forskere citerer hyppigt, for 21 pct. af alle citationer i 2015.

Det er en øgning på 50 pct. siden 2000, hvor ’forskerelitens’ andel lå på blot 14 pct. Omregnet til en gini-koefficient, der beskriver graden af ulighed i en population (hvor 1 er absolut ulighed), svarer det til en stigning fra 0,65 til 0,70.

Det er en meget markant ulighed, og da den samtidig er stigende, bør det rejse en debat om mangfoldigheden inden for forskningsmiljøerne, mener Mathias Wullum Nielsen.

”Forskere i citationseliten får meget indflydelsesrige positioner i videnskabens kommunikationsnetværk, og deres ideer spredes hurtigt blandt andre forskere. Det kan betyde, at nye forskningsideer og perspektiver, som ikke udspringer af denne elite, bliver spredt langsommere og får sværere vilkår i den videnskabelige litteratur,” siger han.

Forskningsstrukturer bag udvikling

De to forskere har ikke undersøgt, hvorfor vi ser den stigende koncentration hos en lille gruppe forskere. Men med støtte i anden forskning peger de på flere mulige faktorer som tendensen til, at forskere oftere bliver tilknyttet store forskningsprojekter i sekundære roller frem for at sidde med deres egne projekter.

Et stigende antal forskere har desuden en relativt kort karriere inden for den akademiske verden, hvor de ofte sidder i tidsbegrænsede stillinger, inden de søger videre.

Endelig kan udviklingen være udtryk for, at forskningsmidlerne i stigende grad bliver givet til de mest citerede og dermed etablerede forskere. Og den tendens er problematisk, fordi den meget hurtigt bliver selvforstærkende, mener Mathias Wullum Nielsen.

”Højt citerede forskere vil typisk have lettere ved at tiltrække de store eksterne forskningsbevillinger, som gør det muligt at opbygge store forskningsgrupper og samarbejdsnetværk. Den øgede forskningskapacitet kan så omsættes til yderligere publikationer og citationer, som gør de allerede succesfulde mere konkurrencedygtige i fremtidige forskningsansøgninger.”

Mathias Wullum Nielsen ser derfor ikke tegn på, at udviklingen vil vende.

”I et globalt forskningssystem hvor ’excellens’ i fonds- og jobansøgninger i stigende grad måles på baggrund af citations- og publikationsrater, kan vi nok forvente at koncentrationen af fondsmidler og citationer på en lille elite vil blive ved med at stige,” vurderer han.

USA mister kraft – Danmark vinder frem

Ud over at se på citationernes fordeling blandt forskerne har Mathias Wullum Nielsen og Jens Peter Andersens undersøgt, hvilke lande og universiteter der har tabt eller vundet terræn siden 2000.

Her viser analysen, at USA’s dominerende stilling inden for den internationale naturvidenskabelige og medicinske forskning er blevet en smule svækket målt på landets andel af de mest citerede eliteforskere. Omvendt vinder en række europæiske lande, herunder Danmark, lidt frem. Det samme gælder Australien og New Zealand.

Vores resultater indikerer, at magtbalancen i det globale videnskabelige system langsomt er ved at forskydes, og det betragter jeg i modsætning til den stigende ulighed i citationer som et sundt tegn.

Udviklingen bliver også afspejlet på universitetsniveau, hvor Københavns Universitet på linje med universiteter i bl.a. Amsterdam, London, Sydney og Melbourne står relativt stærkere, mens amerikanske sværvægtere som MIT, Harvard og Stanford går tilbage.

På Københavns Universitet udgjorde de topciterede forskere cirka 1,5 pct. af alle publiceringsaktive forskere i perioden 2000-2004. I perioden 2010-2014 var denne andel steget til cirka 2,1 pct.

Igen kan der være flere faktorer i spil: Fra den generelle globalisering og nye informationsteknologier der letter kommunikationen, til lande og universiteters satsninger på at tiltrække og fastholde forskere.

Der er tale om langsomme, nærmest ’tektoniske’, bevægelser mellem de videnskabelige miljøer, som endnu ikke udfordrer USA forskningsdominans. Alligevel er de sigende, mener Mathias Wullum Nielsen.

”Vores resultater indikerer, at magtbalancen i det globale videnskabelige system langsomt er ved at forskydes, og det betragter jeg i modsætning til den stigende ulighed i citationer som et sundt tegn.”

Læs artiklen ’Global citation inequality is on the rise’, der er publiceret i tidsskriftet PNAS.

Emner