Foredrag i forum for samfundsvidenskabernes Filosofi

Autoetnografien udspænder sig begrebsligt over et ganske alsidigt spektrum af vidensopsøgende og -genererende beretninger fra felter, som generelt set kendetegnes ved et erfaringsmæssigt overlap mellem den verden, der er forskerens private og den, der er vedkommendes studieobjekt. I den ene ende af spektret kan autoetnografierne således ses udtrykt som selv-refleksioner af mere gængs karakter, dvs iagttagelser af dels, hvad man som person og selv har med sig i sin forskning og dels hvorledes dette giver indsigt, men også farver det, som ses. I den anden ende af spektret ser vi herimod autoetnografier, som i deres fuldkomne fravær af forholden sig til sig selv, insisterer på at lade dette blik — altså selvets — unddrage sig, den tendensielt objektiverende observation af det subjektive synspunkt, som de refleksive metodologier kan betragtes som en tilstræbelse af. Man kan følgelig se disse beretninger, hvori skellet mellem væren og viden, subjekt og genstand, erfaring og repræsentation fortoner sig, som en (genop)tagen diskussionen om det sandes u/mulighed et skridt videre fra det punkt, hvor samfundsvidenskaberne i sin tid konstaterede, at i vidensskabelsen skabes først og fremmest mening.
Foredraget vil give en mere generel introduktion til autoetnografi og siden fokusere på spørgsmål omkring det eventuelt meningsgivende i at løsne grebet om distinktionerne mellem sandhed, autencitet og fiktion som disciplinære demarkationer, det partikulære perspektivs epistemologiske potentiale samt relevansen af tekster, der søger at involvere fremfor forklare og hermed omforhandler de klassiske (videns)skabelsesroller mellem den, der skriver og den, der læser.