Med finansaftalen om yderligere at kommunalisere aktiveringspolitikkken blev parterne på arbejdsmarkedet endnu en gang forbigået. Det kunne ligne en parkering på sidelinjen. Men hvis perspektivet bredes lidt ud, tegner der sig et flertydigt billede af udviklingen i parternes indflydelse på velfærdsområdet.

Det var måske en slags tak for sidst til Socialdemokraterne og fagbevægelsen for
ikke at ville deltage i en dagpengereform, da regeringen i finanslovsaftalen for 2009 - uden forudgående evaluering og drøftelser med arbejdsmarkedets parter - fik besluttet, at jobcentrene skal være rent kommunale.

Men det var ikke første gang, VK-regeringen gik imod parterne i beskæftigelsespolitikken. Det gjorde de også, da strukturreformen blev forberedt i 2004 og 2005. Parternes fælles kraftige advarsler mod en kommunalisering blev måske nok hørt og fik konsekvenser for reformens endelige udformning, men de forhindrede ikke, at kommunerne fik en væsentlig større rolle i aktiveringspolitikken. Samtidig indebar strukturreformen, at parternes rolle i den regionale gennemførelse af politikken blev svækket, da de nye trepartsråd lokalt og regionalt ikke fik egentlige beslutningskompetencer, men primært skulle overvåge aktiveringsindsatsen.

Denne udvikling i beskæftigelsespolitikken har været med til at tegne et billede af, at parternes indflydelse i det politiske system er jævnt nedadgående. Men går man lidt tilbage i tiden og ser på andre områder, bliver billedet noget mere broget. Generelt har det stor betydning, om den siddende regering har en interesse i, at parterne spiller en rolle eller ej - ligesom det ikke er uvæsentligt, hvilket ministerium der sidder for bordenden. Men det kan hjælpe, hvis parterne aktivt sætter dagsordenen, fremstår som enige og bidrager til finansieringen.