De frivillige organisationer er vigtige aktører på rusmiddelområdet, hvor de supplerer og samarbejder med den egentlige stofmisbrugsbehandling, som ligger under kommunerne. Organisationerne beskriver, at de yder omsorg og støtte, rådgivning og bisidderassistance, opsøgende arbejde på gadeplan, støtte til vedligeholdelse af stoffrihed, information og oplysning samt interesseorganisatorisk arbejde. Mange af de frivillige organisationer fremhæver deres funktion som ’fristed’, hvor brugerne kan komme, uden der stilles krav om forandring eller udvikling i brugerens situation. Omsorg, rummelighed og muligheden for at være anonym er ifølge flere organisationer kernen i deres funktion, og på den måde supplerer de det offentlige system.

De fleste frivillige organisationer er i høj grad finansieret af offentlige midler herunder puljer og fonde. Denne finansieringsform betyder ifølge de frivillige organisationer, at der primært gives penge til nye projekter inden for fast definerede områder, og der levnes derfor ikke tilstrækkeligt plads til de frivillige organisationers egne ideer til nye tilbud eller en konsolidering af tilbud, som i forsøgsfasen har vist sig gode. Samtidig indebærer de offentlige midler et øget krav om skriftlighed og dokumentation, som de frivillige i organisationerne ikke nødvendigvis har lyst eller kompetence til at honorere. Finansieringen med offentlige midler betyder derfor et øget behov for at ansætte professionelle i organisationerne, hvilket skaber et dilemma i forhold til den oprindelige tanke med frivillige organisationer.

HELHEDSORIENTERET INDSATS VIGTIG

De frivillige organisationer understreger, at det er vigtigt, at stofmisbrugsbehandlingen sammentænkes og koordineres med den hjælp misbrugerne har brug for til bolig, økonomi, arbejde, netværk, kriminalitet og børn, således at der gives en helhedsorienteret indsats. Organisationerne oplever ikke, at helhedsindsatsen til brugerne er tilfredsstillende og særligt ikke i tiden efter endt behandling. Barriererne for den helhedsorienterede indsats er ifølge organisationerne, at sagsbehandlerne er overbebyrdede, at der ikke reelt er nogen, som varetager tovholderfunktionen i forhold til brugerens kontakt med forskellige instanser, og manglende forståelse for stofmisbrugernes situation i de dele af det kommunale system, som ikke beskæftiger sig med stofmisbrugsbehandling.

Blandt de positive tiltag for en mere helhedsorienteret indsats, som organisationerne nævner, er støtte-/kontaktpersonordningen, hvor en udgående medarbejder fra det offentlige behandlingssystem eller en frivillig organisation opsøger og hjælper de mest udsatte brugere med kontakten til det offentlige system. Denne ordning er dog primært tiltænkt de svageste stofmisbrugere, mens de øvrige stofmisbrugere også har behov for koordinering og sammentænkning af den hjælp, de modtager. I den forbindelse beskriver organisationerne gode erfaringer med kommuner, som har etableret udsatteteams og/eller organiseret en tværgående instans med udsatte grupper i centrum, som det fx. er gjort med Brobyggerselskabet i Aalborg Kommune.