På trods af at sociologer næppe vil benægte Émilie Durkheims status som én af sociologiens grundlæggere, synes den moderne sociologi at have glemt det ene af de to subdiscipliners ben, som hans generelle sociologi skulle stå på: Mens alle kender det ene ben, måske ikke af navn – den sociale fysiologi – så i al fald af indhold (sociologi om religion, moral, etc.), så har snart sagt alle glemt det andet bens – den sociale morfologis – navn og indhold. Det er artiklens ærinde at genaktualisere dette bens subdisciplinære studie af samfundets materielle grundlag – det kollektive livs substratum: Dette vil dels ske med en diskussion af den sociale morfologis relevans for en nutidig relationel sociologi og dels med en diskussion af, hvordan begrebets latente dialektik kan ekspliciteres og videreudvikles frugtbart teoretisk og empirisk.