Artiklens forfatter har i 2009 tilbragt tre måneder på sikrede institutioner i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Hun peger gennem tre blikke på magt – afmagt, institutionsmagt og modmagt – på, at unge på sikrede institutioner oplever et paradoks mellem omsorg og kontrol.
At de sikrede institutioner både er behandling og straf, sætter sig igennem som en ganske særlig form for institutionsmagt.
Selve frihedsberøvelsen og indespærringen fratager de unge almindelige muligheder for at kontrollere deres tidsopfattelse. Desuden skaber den begrænsede eller manglende kontakt til familie, venner og en eventuel kæreste uden for institutionen afmagt og frustration blandt de unge.
Det konkluderes, at de sikrede institutioners potentiale som reelt integrerende og resocialiserende for den enkelte unge er begrænset. Således bliver det primære formål med de sikrede institutioner at skabe humanistisk opbevaring af kriminelle og socialt udsatte unge og dermed i en afgrænset periode beskytte resten af samfundet mod disse unge.