Gennem et etnografisk studie undersøger denne ph.d.-afhandling unges hverdagsliv og meningsskabelse på sikrede institutioner i Danmark. Afhandlingens formål er via teorier om ungdom og kriminalitet at undersøge, hvordan unge indespærret på sikrede institutioner skaber mening i deres hverdagsliv både inden for og uden for institutionen. Med afsæt i en relationel tilgang, funderet i interaktionismen, udforskes det, hvordan de unge i deres hverdagsliv tilskriver tilsyneladende meningsløse handlinger og situationer mening. Data, som omfatter både observationer og interviews med den anbragte unge, analyseres som kontekstafhængig og relationelt konstrueret.
Sikrede institutioner er en af samfundets beholdere for dem, som er uønskede – dem som ønskes gemt, undgået og kontrolleret – og dermed et unikt sted at opnå indblik i netop kriminelle og afvigende unges liv og meningsskabelse. Analyserne viser, at både ventetid og kedsomhed er grundlæggende erfaringer, som de unge får på sikrede institutioner, men også, at netop disse erfaringer er genkendelige fra deres liv uden for den sikrede institution. De unge håndterer oplevelsen af kedsomhed ved at skabe spænding og ved at skabe afvigende subkulturer, som hylder ekstrem spænding i form af kriminalitet, men også venskab og loyalitet. På de sikrede afdelinger viser disse subkulturer sig i form af de unges brug af bestemte stil-udtryk og en dyrkelse af livet på gaden uden for institutionerne.
Uden for de sikrede institutioner er de unges afvigende subkulturer nemlig ikke alene et stilmæssigt valg, men også tæt knyttet til deres erfaring med livet på gaden i udsatte boligområder. De unges subkulturer er således skabt af de unges unikke erfaring af intersektionen mellem klasse, etnicitet og køn i deres hverdagsliv uden for institutionerne. Selvom de unge identificerer sig stærkt med deres afvigende subkulturer, så anser de også til tider deres kriminalitet og generelle livssituation på samfundets kant som problematisk. Disse divergerende perspektiver betyder, at det til tider er svært for de unge at skabe troværdige selvfremstillinger. De unges forsøg på at skabe troværdige selvfremstillinger bliver imidlertid meningsfulde, når de analyseres som deres aktive forsøg på at begå sig i et samfund, som fra deres perspektiv praktiserer eksklusion.